Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SLUTNING.
Det tog hans Folk en Menneskealder at lære ham
at kende. Men fra den Stund, han forstaas, gælder for
alle de Ord, hvormed Rose Hawthorne slutter sin nylig
udgivne Bog: ,,Altid siden har vi savnet ham — i Storm
— i Solskin — i Tusmørket.
Det var en pragtfuld Foraarsdag i Concord, Luften
syntes en Essens af Varme og Fuglesang, en Vellugt af
Æbleblomster gennemtrængte alt. Den lille By var en
blomsterhvid Frugthave, da han bares fra Concords i
græsk Tempelstil byggede Kirke ud til ,,Sleepy Hollow".
Paa Højen i den naturskønne Dal, under høje
Grantræer, der for den ensomme hvisker monotont og
sørgmodigt som Røsten i ,,The Scarlet Letter’”, just
paa det Sted, hvor han mange Aar forud sammen med
hende, der au fulgte som hans Enke, sad en Sommer-
aften og fantaserede det Lykkeslot, de her vilde bygge
tilsammen, dér lagdes han.
Da den sidste Vogn forlod ,,Sleepy Hollow, stod
endnu ved Udgangen Longfellow, Emerson, Whittier,
Holmes, Pierce for at hilse Hawthornes Enke.
Digteren havde kort før sin Død ytret Ønske om,
at der intet Monument maatte blive rejst for ham. Na-
tionen har bøjet sig for hans Ønske.
Kun i Concords offentlige Bibliotek staar Haw-
thornes Marmorbuste. Hans Hustru ønskede, at en
Gruppe Hvidtjørn skulde mærke Graven. De vilde ikke
trives under Granerne. Nu mærkes Stedet af en fodhøj,
mosgroet Marmorsten med det ene Ord: Hawthorne.
Siden er alle Concorddigterne med ;Undtagelse af
192
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
