Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hrafnkellsdalr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78 En pudsig
havde en vidtomfattende Udsigt mod fjerne Bjerghoider, navnlig i
Syd og Nordvest.
Vi fandt en meget steil, men dog nogenlunde bekvein Ned-
stigning i Hrafnkellsdalen, hvor vi uden Besvaer vadede over en
lille Aa, hvilken vi fulgte i nordlig Retning imod Jdkeldalen ved
Bru. Kort forindeu vi naaede denne, fandt vi en »Bcer«, hvor
vi gjorde et lille Holdt, da Husets Eier ikke vilde lade os passere,
førend vi havde faaet en Hestesnaps. Den samme Herre var en
meget pudsig Fyr. Hans hele Habitus røbede tvende Lidenskaber,
der havde overvundet ham. Det var vanskeligt at afgjøre, hvilken
af disse der havde vundet den største Seir. Traditionerne tro, brugte
han ligesom fordum Fædrene flittig sit Drikkehorn. Hvergang
han havde taget en Slurk, kom et nyt, mindre Horn, tilsyne.
Han var saa hurtig i sine Bevægelser og saa livlig i det Hele
taget, — man skulde neppe have antaget ham for en Jslcender,
han lignede mere den bekjendte Typus paa en lystig Jrlcender —
at det ikke var mig muligt at opdage, hvor han havde det lille
Horn opbevaret. Det var et lille Oxehorn, indrettet ganske som
et gammeldags Krudthorn og som dette indeholdende et mørkt pulveri-
seret Stof. Med Lynets Fart førte han dette Horn med den
venstre Haand imod den høire, hvor han ved at udstrække Tommel-
fingeren mellem dennes Strækkesener frembragte en Huulning, bekjendt
iblandt Nødsteensmadamerne under Navn af Snuushullet, og ved
at trykke Klappen fra Hullet fyldte denne Hunlning med noget af
Hornets Indhold, hvilket han derpaa med samme Hurtighed førte
til Næsen, og indgned — idet Velbehaget skinnede ud fra de plirende,
smaa, rodlige Øine — begge Næseboer, først det ene, saa det
andet, hvorpaa han tog et almægtigt Aandedrag og, gottende sig,
udstødte et fra Hjertets Dyb kommende »Ah!«, med en lille
antydende Rallen af rr mellem a—h gjennem Næsen; — derpaa
strakte han Hornet ud imod os og bød: »En Priisl — hvad? —
den sineste« kan faaes! hmi hører til en Hestesnapsi« - hvilke Ord
han udstødte to—— tre ad Gangen med en aldeles ubeskrivelig Vir-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
