Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
65 Fiskerjænten
enten en sjøbod eller den frie mark. Hun var så
uvidende at hun ikke forstod at spørge; hun sat frimodig
og væntet noget mærkeligt, f. eks. kameler eller aper.
Litt efter litt optat herav, begynte hun at se dyr i hvært
ansigt omkring sig, hæster, hunder, ræver, katter, mus,
og moret sig. Derfor samlet orkestret sig uten at
hun la mærke dertil. Hun hoppet skræmt i vejret; ti
et kort, skarpt drøn av pauker, trommer, basuner og
horn begynte ouverturen. Hun hadde i sit liv aldrig
hørt mere musik på én gang æn av et par violiner og
måske en fløjte; denne brusende herlighed fik henne
til at blegne, den hadde noget av en kold, sort styrtsjø;
hun sat i angst for det næste, at det skulde bli ænnu
værre, og dog vilde hun ikke det skulde slutte. Snart
gav mildere harmonier lys. og snart åpnet sig utsigter
hun aldrig hadde drømt. Melodier vugget henne
ditover, liflighed og lek fløjtet rundt i luften, det hele tok
svang i lange vingeslag opad; det dalte sagtelig, det
samlet sig mægtig, det delte sig yrt og iltert — intil
et stort mørke fallt over og dækket alt; det var som
det hvirvledes bort i en brakende fosselarm. Så atter
en enkelt tone som fugl på den våte gren ved dypet;
vemodig, rædd begynte den, men luften over den
klarnet ved dens sang, litt sol kom frem — og atter var
de lange, blånende utsigter fyllt av hin underlige
gyngen og flaggren bak solstrålerne. Da dette hadde
varet en stund, se, da sagtnet det i mild fred; de jublende
skarer toget længer og længer bort, intet såes uten
solstrålerne som sivet og smæltet gjænnem luften; over
hele den uændelige flate kun sol, alt lysvævet og1 stille
— og i denne salighed drømte det hen. Hun rejste sig
uvilkårlig, da det var færdigt; ti hun var også færdig!
Å, under, der gik den skjønne, malte væg midt imot
henne like i taket! Hun var i en kirke, en kirke på
buer og søjler, en kirke i orgelbrus og fæstglans, og
folk skred in mot henne i dragter hun ikke kjænte, og
de talte — ja de talte i kirken, og i et sprog hun ikke
forstod. Hvad? de talte også bak henne. »Sit ned!«
5 — Bjørnson: Fiskerjænten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
