Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128 ÆLDRE SPAADOMME OM VERDENS UNDERGANG.
Romerriges Fald, hvilket gav Skriftudlæggerne en Smule mere
Spillerum. Den endelige Katastrofe var og blev sikker nok,
endda nær forestaaende, in novissimo die, men den hylles i
Taager, der udviske Profetiernes tydelige Omrids og berøver
dem baade deres bogstavelige og aandelige Mening. Og allige-
vel venter man, venter bestandig.
Sankt Augustinus helliger den XX. Bog af sin Guds Stad
(Aar 426) til Skildringen af Verdens Genfødelse, Opstandel-
sen, den yderste Dom og det nye Jerusalem. Den XXI. Bog
indeholder Beskrivelsen af Helvede og den evige Ild. Som
Biskop af Hippo (nu Bona i Algier) var han paa nært Hold
Vidne til Roms Erobring af Vestgoterne og de andre Ulyk-
ker, Folkevandringens barbariske Stammer bragte over det
døende Romerrige. Han tror at opleve første Akt af Verdens-
undergangens store Drama. Men Guds Herredømme skulde jo
vare i tusinde Aar, først da fik Satan atter Magt for en liden
Tid.
Sankt Gregorius, Biskop af Tours Aar 573, begynder sin
»Frankernes Historie« saaledes:
»Da jeg nu skal til al fortælle Kongernes Kampe med
fjendtlige Folkeslag, føler jeg Trang til at bekende min Tro.
Den Skræk, som Forventningen om Verdens nær forestaaende
Undergang har fremkaldt, foranlediger mig til at efterforske
i Krønikerne, hvor mange Aar der er forløbne siden Verdens
Skabelse, at man kan vide dette klart.« —
Frelseren var jo kommen for at befri Menneskeheden.
Hvorfor tøvede han da med at føre den op til Himlen? —
Den kristne Tradition om Verdens Undergang holdt sig i
Live fra Aar til Aar, fra Aarhundrede til Aarhundrede, til
Trods for alle de Skuffelser, Naturens sikre Gang forvoldte
den. Enhver lokal Katastrofe — et Jordskælv, en Epidemi,
Hungersnød, Oversvømmelse, — og ethvert uventet Fænomen
— Formørkelser, Kometer, Uvejr, en pludselig Dunkelhed,
Hvirvelstorme — betragtedes som et af de Tegn, der skulde
varsle den sidste store Omvæltning. De Kristne skælvede
som Æspens Løv for Vinden i den stadige Forventning om
Dommedags Komme, og Præsterne havde let ved at vedlige-
holde denne mystiske Frygt i alle de bange Sjæle.
Men Slægt paa Slægt vandrede heden, og Efterkommerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
