Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den provençalske trubadurpoesi. 129
Ja aldrig er endnu
vor Gud saa uden blu
biet spottet fjernt og nær
slig som af pavens hær.
Paven var imidlertid ikke den mand, som lod sig
alting byde. Han slyngede banstraalen mod den
ugudelige grev Vilhelm, og den gamle Adam maatte
bekvemme sig til at krybe til korset. Vi ser det deraf,
at han pludselig besluttede sig til at drage med paa
korstog til det hellige land. Men hvor modvilligt gjør
han det ikke! Hvor ondt synes han ikke det er, at
forlade sit lystige slotsliv! Det er, som livets sol
pludselig slukkes for hans øine. Med foden i stigbøilen
skriver han følgende afskedssang:
»Tro mod æren og tapperheden væbner jeg mig,
lad os fare. Lad mig fare fjernt over havet til det
land, hvor pilegrimmerne anraaber om naade.
»Far vei, herlige turnering! Adiø, spil! Adiø,
graa-værk og silke, zobel og maar! Adiø, alt, som bandt
mit hjerte! Intet vil kunne holde mig tilbage. Jeg
farer til de egne, hvor Gud vil give mig syndernes
forladelse.
»Tilgiver mig, alle I, som jeg har saaret. Jeg beder
om naade og angrer for Jesus, som er tordenens herre.
Jeg opsender min bøn til ham baade paa romansk og
paa latin.
»Mine venner! Naar jeg er døden nær, kom da til
mig, vær hos mig og vær mig nær. Vis mig Eders
sorg og yd mig Eders opmuntring.«
Erik Lie. 9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
