Bibelen / Hebræerne 3 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Hebræerne 3

  1.  Derfor, hellige Brødre, delagtige i en himmelsk Kaldelse! ser
      hen til vor Bekendelses Udsending og Ypperstepræst, Jesus,
  2.  der var tro imod den, som beskikkede ham, ligesom også Moses var
      det i hele hans Hus.
  3.  Thi han er kendt værdig til større Herlighed end Moses, i samme
      Mål som den,der har indrettet et Hus, har større Ære end Huset
      selv.
  4.  Thi hvert Hus indrettes af nogen; men den, som har indrettet
      alt, er Gud.
  5.  Og Moses var vel tro i hele hans Hus, som en Tjener, til
      Vidnesbyrd om, hvad der skulde tales;
  6.  men Kristus er det som en Søn over hans Hus; og hans Hus ere vi,
      såfremt vi fastholde Håbets Frimodighed og Ros urokket indtil
      Enden.

  7.  Derfor, som den Helligånd siger: "I Dag, når I høre hans Røst,
  8.  da forhærder ikke eders Hjerter, som det skete i Forbitrelsen,
      på Fristelsens Dag i Ørkenen,
  9.  hvor eders Fædre fristede mig ved at sætte mig på Prøve, og de
      så dog mine Gerninger i fyrretyve År.
 10.  Derfor harmedes jeg på denne Slægt og sagde: De fare altid vild
      i Hjertet; men de kendte ikke mine Veje,
 11.  så jeg svor i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gå ind til min
      Hvile" -
 12.  så ser til, Brødre! at der ikke nogen Sinde i nogen af eder skal
      findes et ondt, vantro Hjerte, så at han falder fra den levende
      Gud.
 13.  Men formaner hverandre hver Dag, så længe det hedder "i Dag",
      for at ikke nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag.
 14.  Thi vi ere blevne delagtige i Kristus, såfremt vi fastholde vor
      første Fortrøstning urokket indtil Enden.
 15.  Når der sigs: "I Dag, - når I høre hans Røst, da forhærder ikke
      eders Hjerter som i Forbitrelsen":
 16.  hvem vare da vel de, som hørte og dog voldte Forbitrelse? Mon
      ikke alle, som gik ud af Ægypten ved Moses?
 17.  Men på hvem harmedes han i fyrretyve År? Mon ikke på dem, som
      syndede, hvis døde Kroppe faldt i Ørkenen?
 18.  Og over for hvem tilsvor han, at de ikke skulde gå ind til hans
      Hvile, uden dem, som vare blevne genstridige?
 19.  Og vi se, at de ikke kunde gå ind på Grund af Vantro.