Bibelen / Lukas 15 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Lukas 15

  1.  Men alle Toldere og Syndere holdt sig nær til ham for at høre
      ham.
  2.  Og både Farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: "Denne
      tager imod Syndere og spiser med dem."
  3.  Men han talte denne Lignelse til dem og sagde:
  4.  "Hvilket Menneske af eder, som har hundrede Får og har mistet
      eet af dem, forlader ikke de ni og halvfemsindstyve i Ørkenen og
      går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?
  5.  Og når han har fundet det, lægger han det på sine Skuldre med
      Glæde.
  6.  Og når han kommer hjem, sammenkalder han sine Venner og Naboer
      og siger til dem: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet mit
      Får, som jeg havde mistet.
  7.  Jeg siger eder: Således skal der være Glæde i Himmelen over een
      Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstyve
      retfærdige, som ikke trænge til Omvendelse.

  8.  Eller hvilken Kvinde, som har ti Drakmer og taber een Drakme,
      tænder ikke Lys og fejer Huset og søger med Flid, indtil hun
      finder den?
  9.  Og når hun har fundet den, sammenkalder hun sine Veninder og
      Naboersker og siger: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet den
      Drakme, som jeg havde tabt.
 10.  Således, siger jeg eder, bliver der Glæde hos Guds Engle over
      een Synder, som omvender sig."

 11.  Men han sagde: "En Mand havde to Sønner.
 12.  Og den yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Del
      af Formuen, som tilfalder mig. Og han skiftede Godset imellem
      dem.
 13.  Og ikke mange Dage derefter samlede den yngste Søn alt sit og
      drog udenlands til et fjernt Land og ødte der sin Formue i et
      ryggesløst Levned.
 14.  Men da han havde sat alt til, blev der en svær Hungersnød i det
      samme Land; og han begyndte at lide Mangel.
 15.  Og han gik hen og holdt sig til en af Borgerne der i Landet, og
      denne sendte ham ud på sine Marker for at vogte Svin.
 16.  Og han attråede at fylde sin Bug med de Bønner, som Svinene åde;
      og ingen gav ham noget.
 17.  Men han gik i sig selv og sagde: Hvor mange Daglejere hos min
      Fader have ikke Brød i Overflødighed? men jeg omkommer her af
      Hunger.
 18.  Jeg vil stå op og gå til min Fader og sige til ham: Fader! jeg
      har syndet imod Himmelen og over for dig,
 19.  jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn, gør mig som en af
      dine Daglejere!
 20.  Og han stod op og kom til sin Fader. Men da han endnu var langt
      borte, så hans Fader ham og ynkedes inderligt, og han løb til og
      faldt ham om Halsen og kyssede ham.
 21.  Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og
      over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn.
 22.  Men Faderen sagde til sine Tjenere: Henter det bedste Klædebon
      frem, og ifører ham det, og giver ham en Ring på hans Hånd og
      Sko på Fødderne;
 23.  og henter Fedekalven og slagter den, og lader os spise og være
      lystige!
 24.  Thi denne min Søn var død og er bleven levende igen, han var
      fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige!
 25.  Men hans ældste Søn var på Marken, og da han kom og nærmede sig
      Huset, hørte han Musik og Dans.
 26.  Og han kaldte en af Karlene til sig og spurgte, hvad dette var?
 27.  Men han sagde til ham: Din Broder er kommen, og din Fader har
      slagtet Fedekalven, fordi han har fået ham sund igen.
 28.  Men han blev vred og vilde ikke gå ind. Men hans Fader gik ud og
      bad ham.
 29.  Men han svarede og sagde til Faderen: Se, så mange År har jeg
      tjent dig, og aldrig har jeg overtrådt noget af dine Bud, og du
      har aldrig givet mig et Kid, for at jeg kunde være lystig med
      mine Venner.
 30.  Men da denne din Søn kom, som har fortæret dit Gods med Skøger,
      slagtede du Fedekalven til ham.
 31.  Men han sagde til ham: Barn! du er altid hos mig, og alt mit er
      dit.
 32.  Men man burde være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder
      var død og er bleven levende og var fortabt og er funden."