- Project Runeberg -  Bibelen /
Daniel 7

(1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Daniel 7

  1.  I Kong Belsazzar af Babels første regeringsår havde Daniel et
      drømmesyn, og Syner gik igennem hans Hoved på hans Leje; og
      siden nedskrev han Drømmen og gengav Hovedindholdet.
  2.  Daniel tog til Orde og sagde: Jeg skuede i mit Syn om Natten, og
      se, Himmelens fire Vinde oprørte det store Hav,
  3.  og fire store Dyr steg op af Havet, det ene forskelligt fra det
      andet.
  4.  Det første så ud som en Løve og havde Ørnevinger; og jeg skuede,
      indtil Vingerne reves af, og det rejstes op fra Jorden og
      stilledes på to Ben som et Menneske og fik et Menneskehjerte.
  5.  Og se, et andet Dyr, det næste i Rækken, så ud som en Bjørn; det
      rejstes op på den ene Side og havde tre Ribben i Gabet mellem
      Tænderne, og der blev sagt til det: "Kom, æd meget Kød!"
  6.  Så skuede jeg videre, og se, endnu et Dyr; det så ud som en
      Panter og havde fire Fuglevinger på Ryggen og fire Hoveder, og
      Magt blev det givet.
  7.  Og videre skuede jeg i Nattesynerne, og se, der var et fjerde
      Dyr, frygteligt, skrækkeligt og umådelig stærkt; det havde store
      Jerntænder, åd og knuste, og hvad der levnedes, trampede det ned
      med Fødderne. Det var forskelligt fra alle de tidligere Dyr og
      havde ti Horn.
  8.  Jeg lagde nøje Mærke til Hornene, og se, et andet Horn, som var
      lille, skød frem imellem dem, og tre af de tidligere Horn
      oprykkedes for at skaffe det Plads; og se, dette Horn havde Øjne
      som et Menneske og en Mund, der talte store Ord.

  9.  Jeg skuede videre: Med eet blev Troner sat frem, en gammel af
      Dage tog Sæde; hans Klædning var hvid som Sne, hans Hovedhår
      rent som Uld; hans Trone var luende Ild, dens Hjul var flammende
      Ild.
 10.  En Strøm af Ild flød ud og strømmede frem derfra. Tusinde
      Tusinder tjente ham, og titusind Titusinder stod ham til
      Rede. Derpå sattes Retten, og Bøgerne lukkedes op.

 11.  Jeg skuede, og ved Lyden af de store Ord, som Hornet talte. Jeg
      skuede, indtil Dyret blev dræbt og dets Krop tilintetgjort, og
      det blev kastet i Ilden og brændt.
 12.  Også de andre dyr fratog man deres Magt, og deres Levetid
      fastsattes til Tid og Stund.
 13.  Jeg skuede videre i Nattesynerne: Og se, med Himlens Skyer kom
      en, der så ud som en Menneskesøn. Han kom hen til den gamle at
      Dage og førtes frem for ham;
 14.  og Magt og Ære og Herredom gaves ham, og alle Folk, Stammer og
      Tungemål skal tjene ham; hans Magt er en eviig Magt, aldrig går
      den til Grunde, hans Rige kan ikke forgå.

 15.  Jeg, Daniel, blev såre urolig til Sinds ved alt dette, og mit
      Hoveds Syner forfærdede mig.
 16.  Så trådte jeg hen til en af de omstående og bad ham om sikker
      Oplysning om alt dette, og han svarede og tydede mig det:
 17.  "Disse tre store dyr betyder, at fire Konger skal fremstå af
      Jorden;
 18.  men siden skal den Højestes hellige modtage Riget og have det i
      Eje i Evigheders Evighed."
 19.  Så bad jeg om sikker Oplysning om det fjerde Dyr, som var
      forskelligt fra alle de andre, overmåde frygteligt, med
      Jerntænder og Kobberkløer, og som åd ogknuste og med sine Fødder
      nedtrampede, hvad der levnedes,
 20.  og om de ti Horn på dets Hoved og det andet, som skød frem, for
      hvilket de tre faldt af, det Horn, som havde Øjne og en Mund,
      der talte store Ord, og som var større at se til end de andre.
 21.  Jeg havde skuet, hvorledes dette Horn førte Krig mod de hellige
      og overvandt dem,
 22.  indtil den gamle af dage kom og Retten blev givet den Højestes
      hellige og Tiden kom, da de hellige tog Riget i Eje.

 23.  Hans Svar lød: "Det fjerde Dyr betyder, at et fjerde Rige skal
      fremstå på Jorden, som skaj være forskelligt fra alle de andre
      Riger; det skal opsluge hele Jorden og søndertræde og knuse den.
 24.  Og de ti Horn betyder, at der af dette Rige skal fremstå ti
      Konger, og efter dem skal der komme en anden, som skal være
      forskellig fra de tidligere; og han skal fælde tre Konger
 25.  og tale mod den Højeste og mishandle den Højestes hellige; han
      skal sætte sig for at ændre Tider og Lov, og de skal gives i
      hans Hånd en Tid og to Tider og en halv Tid.
 26.  Men så sættes Retten, og hans Herredømme fratages ham og
      tilintetgøres og ødelægges for evigt.
 27.  Men Riget og Herredømmet og Storheden, som tilhørte alle Rigerne
      under Himmelen, skal gives den Højestes helliges Folk; dets Rige
      er et evigt Rige, og alle Magter skal tjene og lyde det."

 28.  Her ender Fremstillingen. Jeg, Daniel, blev såre forfærdet over
      mine Tanker, og mit Ansigt skiftede Farve; men jeg gemte Sagen i
      mit Hjerte.



Project Runeberg, Thu Dec 20 01:08:11 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dkbibel/27_07.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free