Ezekiel 19
1. Du menneskesøn istem en klagesang over Israels fyrster og sig:
2. Hvor var dog din Moder en Løvinde midt iblandt Løver! Hun hviled
blandt unge Løver opfostred Unger.
3. En Unge voksede til, en Ungløve blev den; den lærte at røve Rov,
Mennesker åd den.
4. Da opbød man Folkene mod den, i Grav blev den fanget, de slæbte
den bort med Kroge til Ægyptens Land.
5. Da hun så, at den var ført bort, at Håbet var bristet, tog hun
en anden Unge og gjorde til Løve.
6. Den gik imellem Løvinder, en Ungløve blev den, den lærte at røve
Rov, Mennesker åd den.
7. Den overfaldt Vædre på Græs, var Hjordenes Rædsel Landet og dets
Fylde stivned af Angst for dens Brøl.
8. Og Folkene lagde Snarer rundt omkring den, over den bredte de
Nettet, i Grav blev den fanget.
9. De trak den med Kroge i Bur og førte den til Babels Konge, hen
til Borgen, at dens Røst ej mer skulde høres på Israels Bjerge.
10. Din Moder var en Vinstok i Vingården, plantet ved Vand, frugtbar
og rig på Grene ved rigelig Væde.
11. En af dens Grene blev til et Herskerspir dens knejsende Vækst
skød op imellem Løvet, let at se i sin Højde, med mange Ranker.
12. Men, i Vrede blev Vinstokken oprykt, slænget til Jorden,
Østenstorm tørred dens Frugt, den reves af, dens stolte Gren
blev vissen, Ild åd den op.
13. Nu er den plantet i Ørkenen, et tørt og tørstigt Land.
14. Ild for ud af dens Gren, fortæred dens Ranker og Frugt: en stolt
Gren findes ej på den til Herskerspir. Dette er en Klagesang, og
en Klagesang blev det.
Project Runeberg, Thu Dec 20 01:08:10 2012
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/dkbibel/26_19.html