Klagesangene 4
1. Hvor Guldet blev sort, og skæmmet det ædle metal, de hellige
Stene slængt hen på Gadernes Hjørner!
2. Zions de dyre Sønner, der opvejed Guld, kun regnet for Lerkar,
Pottemagerhænders Værk
3. Selv Sjakaler byder Brystet til, giver Ungerne Die, men mit
Folks Datter blev grum som Ørkenens Strudse.
4. Den spædes Tunge hang fast ved Ganen af Tørst, Børnene tigged om
Brød, og ingen gav dem.
5. Folk, som levede lækkert, omkom på Gaden; Folk, som var båret på
Purpur, favnede Skarnet.
6. Mit Folks Datters Brøde var større end Synden i Sodom, som brat
blev styrted, så Hænder ej rørtes derinde.
7. Hendes Fyrster var renere end Sne, mer hvide end Mælk, deres
Legeme rødere end Koral, som Safir deres Årer;
8. mer sorte end Sod ser de ud, kan ej kendes på Gaden, Huden
hænger ved Knoglerne, tør som Træ.
9. Sværdets Ofre var bedre farne end Sultens, som svandt hen,
dødsramte, af Mangel på Markens Grøde.
10. Blide kvinders Hænder kogte deres Børn; da mit Folks Datter brød
sammen, blev de dem til Føde.
11. HERREN køled sin Vrede, udøste sin Harmglød,. han tændte i Zion
en Ild, dets Grundvolde åd den.
12. Ej troede Jordens Konger, ja ingen i Verden, at Uven og Fjende
skulde stå i Jerusalems Porte.
13. Det var for Profeternes Synd, for Præsternes Brøde, som i dets
Midte udgød retfærdiges Blod.
14. De vanked som blinde på Gaderne, tilsølet af Blod, rørte med
Klæderne Ting, som ikke må røres.
15. "Var jer! En uren!" råbte man; "Var jer dog for dem!" Når de
flyr og vanker, råber man: "Bliv ikke her!"
16. HERREN spredte dem selv, han så dem ej mer, Præster regned man
ej eller ynked Profeter.
17. End smægted vort Blik efter Hjælp, men kun for at skuffes, på
Varden spejded vi efter det Folk, der ej hjælper.
18. De lured på vort Fjed, fra Torvene holdt vi os borte; Enden var
nær, vore Dage var omme, ja, Enden var kommet.
19. Mer snare end Himlens Ørne var de, som jog os, på Bjergene satte
de efter os, lured i Ørkenen,
20. vor Livsånde, HERRENs Salvede, blev fanget i deres Grave, han, i
hvis Skygge vi tænkte at leve blandt Folkene.
21. Glæd dig og fryd dig, Edom, som bor i Uz! Også dig skal Bægeret
nå, du skal blotte dig drukken.
22. Din Skyld er til Ende, Zion, du forvises ej mer; han hjemsøger,
Edom, din Skyld, afslører dine Synder.
Project Runeberg, Thu Dec 20 01:08:10 2012
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/dkbibel/25_04.html