Prædikeren 3
1. Alt har sin stund og hver en Ting under Himmelen sin Tid:
2. Tid til at fødes og Tid til at dø, Tid til at plante og Tid til
at rydde,
3. Tid til at dræbe og Tid til at læge, Tid til at nedrive og Tid
til at opbygge,
4. Tid til at græde og Tid til at le, Tid til at sørge og Tid til
at danse,
5. Tid til at kaste Sten, og Tid til at sanke Sten, Tid til at
favne og Tid til ikke at favne,
6. Tid til at søge og Tid til at miste, Tid til at gemme og Tid til
at bortkaste,
7. Tid til at flænge og Tid til at sy, Tid til at tie og Tid til at
tale,
8. Tid til at elske og Tid til at hade, Tid til Krig og Tid til
Fred.
9. Hvad Løn for sin Flid har da den, der arbejder?
10. Jeg så det Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.
11. Alt har han skabt smukt til rette Tid; også Evigheden har han
lagt i deres Hjerte, dog således at Menneskene hverken fatter
det første eller det sidste af, hvad Gud har virket.
12. Jeg skønnede, at der ikke gives noget andet Gode for dem end at
glæde sig og have det godt, sålænge de lever.
13. Dog også det at spise og drikke og nyde det gode under al sin
Flid er for hvert Menneske en Guds Gave.
14. Jeg skønnede, at alt, hvad Gud virker, bliver evindelig, uden at
noget kan føjes til eller tages fra; og således har Gud gjort
det, for at man skal frygte for hans Åsyn.
15. Hvad der sker, var allerede, og hvad der skal ske, har allerede
været; Gud leder det svundne op.
16. Fremdeles så jeg under Solen, at Gudløshed var på Rettens Sted
og Gudløshed på Retfærds Sted.
17. Jeg sagde ved mig selv: "Den retfærdige og den gudløse dømmer
Gud; thi for hver en Ting og hver en Idræt har han fastsat en
Tid.
18. Jeg sagde ved mig selv: "Det er for Menneskenes Skyld, for at
Gud kan prøve dem, og for at de selv kan se, at de er Dyr:"
19. Thi Menneskers og Dyrs Skæbne er ens; som den ene dør, dør den
anden, og en og samme Ånd har de alle; Mennesket har intet forud
for Dyrene, thi alt er Tomhed.
20. Alle går sammesteds hen, alle blev til af Muld, og alle vender
tilbage til Mulden.
21. Hvo ved, om Menneskenes Ånd stiger opad, og om Dyrenes Ånd farer
nedad til Jorden?
22. Således indså jeg, at intet er bedre for Mennesket end at glæde
sig ved sin Gerning, thi det er hans Del; thi hvo kan bringe ham
så vidt, at han kan se, hvad der kommer efter hans Død?
Project Runeberg, Thu Dec 20 01:08:07 2012
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/dkbibel/21_03.html