Bibelen / Nehemias 9 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Nehemias 9

  1.  Men på den fire og tyvende Dag i samme Måned samledes
      Israeliterne under Faste og i Sørgedragt med Jord på Hovedet;
  2.  og de, der var af Israels Slægt, skilte sig ud fra alle fremmede
      og trådte frem og bekendte deres Synder og deres Fædres
      Misgerninger.
  3.  Så rejste de sig på deres Plads, og der blev læst op af Bogen
      med HERREN deres Guds Lov i en Fjerdedel af Dagen, og i en anden
      Fjerdedel bekendte de deres Synder og tilbad HERREN deres Gud.
  4.  Og Jesua, Bani, Kadmiel, Sjebanja, Bunni, Sjerebja, Bani og
      Kenani trådte op på Leviternes Forhøjning og råbte med høj Røst
      til HERREN deres Gud;
  5.  og Leviterne Jesua, Kadmiel, Bani, Hasjabneja, Sjerebja, Hodija,
      Sjebanja og Petaja sagde: "Stå op og lov HERREN eders Gud fra
      Evighed til Evighed!" Da lovede de hans herlige Navn, som er
      ophøjet over al Lov og Pris.

  6.  Derpå sagde Ezra: "Du, HERRE, er den eneste; du har skabt
      Himmelen, Himlenes Himle med al deres Hær, Jorden med alt, hvad
      der er på den, Havene med alt, hvad der er i dem; du giver dem
      alle Liv, og Himmelens Hær tilbeder dig.
  7.  Du er Gud HERREN, der udvalgte Abram og førte ham bort fra
      Ur-Kasdim og gav ham Navnet Abraham;
  8.  og du fandt hans Hjerte fast i Troen for dit Åsyn og sluttede
      Pagt med ham om at give hans Afkom Kana'anæernes, Hetiternes,
      Amoriternes, Perizziternes, Jebusiternes og Girgasjiternes Land;
      og du holdt dit Ord; thi du er retfærdig.
  9.  Og da du så vore Fædres Nød i Ægypten og hørte deres Råb ved det
      røde Hav,
 10.  udførte du Tegn og Undere på Farao og alle hans Tjenere og alt
      Folket i hans Land, fordi du vidste, at de havde handlet
      overmodigt med dem. Og således skabte du dig et Navn, som du har
      den Dag i Dag.
 11.  Du kløvede Havet for deres Øjne, så de vandrede midt igennem
      Havet på tør Bund, og dem, der forfulgte dem, styrtede du i
      Dybet som Sten i vældige Vande.
 12.  I en Skystøtte førte du dem om Dagen og i en Ildstøtte om
      Natten, så den lyste for dem på Vejen, de skulde vandre.
 13.  Du steg ned på Sinaj Bjerg, du talede med dem fra Himmelen og
      gav dem retfærdige Lovbud og tilforladelige Love, gode
      Anordninger og Bud.
 14.  Du kundgjorde dem din hellige Sabbat og pålagde dem Bud,
      Anordninger og Love ved din Tjener Moses.
 15.  Du gav dem Brød fra Himmelen til at stille deres Sult og lod
      Vand springe ud af Klippen til at slukke deres Tørst. Og du bød
      dem drage hen og tage det Land i Besiddelse, som du med løftet
      Hånd havde lovet dem.

 16.  Men vore Fædre blev overmodige og halsstarrige og hørte ikke på
      dine Bud;
 17.  de vægrede sig ved at lyde og ihukom ikke dine Undergerninger,
      som du havde gjort iblandt dem; de blev halsstarrige og satte
      sig i Hovedet at vende tilbage til Trældommen i Ægypten. Men du
      er Forladelsens Gud, nådig og barmhjertig, langmodig og rig på
      Miskundhed, og du svigtede dem ikke.
 18.  Selv da de lavede sig et støbt Billede af en Kalv og sagde: Der
      er din Gud, som førte dig ud af Ægypten! og gjorde sig skyldige
      i svare Gudsbespottelser,
 19.  svigtede du dem i din store Barmhjertighed ikke i Ørkenen;
      Skystøtten veg ikke fra dem om Dagen, men ledede dem på Vejen,
      ej heller Ildstøtten om Natten, men lyste for dem på Vejen, de
      skulde vandre.
 20.  Du gav dem din gode Ånd for at give dem Indsigt og forholdt ikke
      deres Mund din Manna, og du gav dem Vand til at slukke deres
      Tørst.
 21.  I fyrretyve År sørgede du for dem i Ørkenen, så de ingen Nød
      led; deres Klæder sledes ikke op, og deres Fødder hovnede ikke.
 22.  Du gav dem Riger og Folkeslag; som du uddelte Stykke for
      Stykke. De tog Kong Sihon af Hesjbons Land og Kong Og af Basans
      Land i Besiddelse.
 23.  Du gjorde deres Børn talrige som Himmelens Stjerner og førte dem
      ind i det Land, du havde lovet deres Fædre, at de skulde komme
      ind i og tage i Besiddelse;
 24.  og Børnene kom og tog Landet i Besiddelse, og du underlagde dem
      Landets indbyggere, Kana'anæerne, og gav dem i deres Hånd, både
      deres Konger og Folkene i Landet, så de kunde handle med dem,
      som de fandt for godt.
 25.  De indtog befæstede Byer og frugtbart Land, og Huse, fulde af
      alle Slags Goder, tog de i Besiddelse og udhugne Cisterner,
      Vingårde, Oliventræer og Frugttræer i Mængde; og de spiste sig
      mætte og blev fede og gjorde sig til gode med dine store
      Rigdomme.

 26.  Men de var genstridige og satte sig op imod dig; de kastede din
      Lov bag deres Ryg, dræbte dine Profeter, som talte dem alvorligt
      til for at lede dem tilbage til dig, og gjorde sig skyldige i
      svare Gudsbespottelser.
 27.  Da gav du dem i deres Fjenders Hånd, og de bragte Trængsel over
      dem. Men når de da i deres Trængsel råbte til dig, hørte du dem
      i Himmelen og sendte dem i din store Barmhjertighed Befriere,
      som friede dem af deres Fjenders Hånd.
 28.  Men når de fik Ro, handlede de atter ilde for dit Åsyn. Da
      overlod du dem i deres Fjenders Hånd, og de undertvang dem. Men
      når de atter råbte til dig, hørte du dem i Himmelen og udfriede
      dem i din Barmhjertighed Gang på Gang.
 29.  Du talede dem alvorligt til for at lede dem tilbage til din Lov,
      men de var overmodige og vilde ikke høre på dine Bud, og de
      syndede mod dine Lovbud, som dog holder det Menneske i Live, der
      gør efter dem; de vendte i Genstridighed Ryggen til og var
      halsstarrige og vilde ikke lyde.
 30.  I mange År var du langmodig imod dem og talede dem alvorligt til
      ved din Ånd gennem dine Profeter; men da de ikke vilde høre, gav
      du dem til Pris for Hedningefolkene.
 31.  Dog har du i din store Barmhjertighed ikke helt tilintetgjort
      dem eller forladt dem, thi du er en nådig og barmhjertig Gud!

 32.  Og nu, vor Gud, du store, vældige, frygtelige Gud, som holder
      fast ved Pagten og Miskundheden! Lad ikke alle de Lidelser, der
      har ramt os, vore Konger, Øverster, Præster, Profeter, vore
      Fædre og hele dit Folk fra Assyrerkongernes Dage indtil i Dag,
      synes ringe for dine Øjne!
 33.  I alt, hvad der er kommet over os, står du retfærdig, thi du har
      vist dig trofast, men vi var ugudelige.
 34.  Vore Konger, Øverster og Præster og vore Fædre handlede ikke
      efter din Lov og lyttede ikke til dine Bud og de Vidnesbyrd, du
      lod dem blive til Del.
 35.  Da de var i Besiddelse af deres Rige og de store Rigdomme, du
      gav dem, og af det vidtstrakte, frugtbare Land, du oplod for
      dem, tjente de dig ikke, og de omvendte sig ikke fra deres onde
      Gerninger.
 36.  Se, derfor er vi nu Trælle; i det Land, du gav vore Fædre, for
      at de skulde nyde dets Frugter og Rigdom, er vi Trælle;
 37.  dets rige Afgrøde tilfalder de Konger, du for vore Synders Skyld
      har øvet Magten over os, og de gør, hvad de lyster, med vore
      Kroppe og vort Kvæg. Vi er i stor Nød!"

 38.  I Henhold til alt dette indgår vi med Navns Underskrift en
      urokkelig Pagt, og den beseglede Skrivelse er underskrevet af
      vore Øverster, Leviter og Præster.