Bibelen / Første Kongebog 3 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Første Kongebog 3

  1.  Da nu Salomo havde fået Kongedømmet sikkert i hænde besvogrede
      han sig med Farao, Ægypterkongen, idet han ægtede Faraos Datter;
      og han førte hende ind i Davidsbyen, til han fik sit eget Hus,
      HERRENs Hus og Muren om Jerusalem bygget færdig.
  2.  Kun ofrede Folket på Offerhøjene, thi hidindtil var der ikke
      bygget HERRENs Navn et Hus.
  3.  Salomo elskede HERREN, så at han vandrede efter sin Fader Davids
      Anordninger; kun ofrede han på Højene og tændte Offerild der.
  4.  Og Kongen begav sig til Gibeon for at ofre der; thi det var den
      store Offerhøj; tusind Brændofre ofrede Salomo på Alteret der.

  5.  I Gibeon lod HERREN sig til Syne for Salomo i en Drøm om
      Natten. Og Gud sagde: "Sig, hvad du ønsker, jeg skal give dig!"
  6.  Da sagde Salomo: "Du viste stor Miskundhed mod din Tjener, min
      Fader David, der jo også vandrede for dit Åsyn i Troskab,
      Retfærdighed og Hjertets Oprigtighed; og du lod denne store
      Miskundhed blive over ham og gav ham en Søn, der nu sidder på
      hans Trone.
  7.  Ja, nu har du, HERRE min Gud, gjort din Tjener til Konge i min
      Fader Davids Sted. Men jeg er ganske ung og ved ikke, hvorledes
      jeg skal færdes ret;
  8.  og din Tjener står midt i det Folk, du udvalgte, et stort Folk,
      som ikke kan tælles eller udregnes, så mange er de.
  9.  Giv derfor din Tjener et lydhørt Hjerte, så han kan dømme dit
      Folk og skelne mellem godt og ondt; thi hvem kan dømme dette dit
      store Folk!"
 10.  Det vakte HERRENs Velbehag, at Salomo bad derom;
 11.  og Gud sagde til ham: "Fordi du bad om dette og ikke om et langt
      Liv, ej heller om Rigdom eller om dine Fjenders Liv, men om
      Forstand til at skønne, hvad ret er,
 12.  se, derfor vil jeg gøre, som du beder: Se, jeg giver dig et
      viist og forstandigt Hjerte, så at din Lige aldrig før har
      været, ej heller siden skal fremstå;
 13.  men jeg giver dig også, hvad du ikke bad om, både Rigdom og Ære,
      så at du ikke skal have din Lige blandt Konger, så længe du
      lever.
 14.  Og hvis du vandrer på mine Veje, så du holder mine Anordninger
      og Bud, således som din Fader David gjorde, vil jeg give dig et
      langt Liv."
 15.  Da vågnede Salomo, og se, det var en Drøm. Derpå begav han sig
      til Jerusalem og stillede sig foran HERRENs Pagts Ark og ofrede
      Brændofre, bragte Takofre og gjorde et Gæstebud for alle sine
      Folk.

 16.  På den Tid kom to Skøger til Kongen og trådte frem for ham.
 17.  Den ene Kvinde sagde: "Hør mig, Herre! Jeg og den Kvinde der bor
      i Hus sammen. Hjemme i vort Hus fødte jeg i hendes Nærværelse et
      Barn,
 18.  og tre Dage efter min Nedkomst fødte også hun et Barn. Vi var
      sammen; der var ingen andre hos os i Huset, vi to var ene i
      Huset.
 19.  Så døde hendes Dreng om Natten, fordi hun kom til at ligge på
      ham;
 20.  men midt om Natten, medens din Trælkvinde sov, stod hun op og
      tog min Dreng fra min Side og lagde ham ved sit Bryst; men sin
      døde Dreng lagde hun ved mit Bryst.
 21.  Da jeg så om Morgenen rejste mig for at give min Dreng at die,
      se, da var han død; men da jeg så nøje på ham om Morgenen, se,
      da var det ikke min Dreng, ham, som jeg havde født!"
 22.  Men den anden Kvinde sagde: "Det er ikke sandt; den levende er
      min Dreng, og den døde er din!" Og den første sagde: "Nej, den
      døde er din Dreng, og den levende er min!" Således mundhuggedes
      de foran Kongen.
 23.  Da sagde Kongen: "Den ene siger: Han her, den levende, er min
      Dreng, den døde er din! Og den anden siger: Nej, den døde er din
      Dreng, den levende min!"
 24.  Derpå sagde Kongen: "Hent mig et Sværd!" Og de bragte Kongen et.
 25.  Da sagde Kongen: "Hug det levende Barn over og giv hver af dem
      det halve!"
 26.  Da rørte Kærligheden til Barnet sig heftigt i den Kvinde, som
      var Moder til det levende Barn, og hun sagde til Kongen: "Hør
      mig, Herre! Giv hende det levende Barn; dræb det endelig ikke!"
      Men den anden sagde: "Det skal hverken tilhøre mig eller dig,
      hug det kun over!"
 27.  Da tog Kongen til Orde og sagde: "Giv hende der det levende Barn
      og dræb det ikke; thi hun er Moderen!"
 28.  Og da Israel hørte om den Dom, Kongen havde fældet, fyldtes de
      alle af Ærefrygt for Kongen; thi de så, at han sad inde med Guds
      Visdom til at skifte Ret.