Bibelen / 1. Mosebog 31 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

1.Mosebog 31

  1.  Men Jakob hørte Labans Sønner sige: "Jakob har taget al vor
      Faders Ejendom, og deraf har han skabt sig al den Velstand."
  2.  Og Jakob læste i Labans Ansigt, at han ikke var sindet mod ham
      som tidligere.
  3.  Da sagde HERREN til Jakob: "Vend tilbage til dine Fædres Land og
      din Hjemstavn, så vil jeg være med dig!"
  4.  Så sendte Jakob Bud og lod Rakel og Lea kalde ud på Marken til
      sin Hjord;
  5.  og han sagde til dem: "Jeg læser i eders Faders Ansigt, at han
      ikke er sindet mod mig som tidligere, nu da min Faders Gud har
      været med mig;
  6.  og I ved jo selv, at jeg har tjent eders Fader af al min Kraft,
  7.  medens eders Fader har bedraget mig og forandret min Løn ti
      Gange; men Gud tilstedte ham ikke at gøre mig Skade;
  8.  sagde han, at de spættede Dyr skulde være min Løn, så fødte hele
      Hjorden spættet Afkom, og sagde han, at de stribede skulde være
      min Løn, så fødte hele Hjorden stribet Afkom.
  9.  Således tog Gud Hjordene fra eders Fader og gav mig dem.
 10.  Og ved den Tid Dyrene parrede sig, så jeg i Drømme, at Bukkene,
      der sprang, var stribede, spættede og brogede
 11.  og Guds Engel sagde til mig i Drømme: Jakob! Jeg svarede: Se,
      her er jeg!
 12.  Da sagde han: Løft dit Blik og se, hvorledes alle Bukkene, der
      springer, er stribede, spættede og brogede, thi jeg har set alt,
      hvad Laban har gjort imod dig.
 13.  Jeg er den Gud, som åbenbarede sig for dig i, Betel, der, hvor
      du salvede en Stenstøtte og aflagde mig et Løfte; bryd op og
      forlad dette Land og vend tilbage til din Hjemstavn!"
 14.  Så svarede Rakel og Lea ham: "Har vi vel mere Lod og Del i vor
      Faders Hus?
 15.  Har han ikke regnet os for fremmede Kvinder, siden han solgte os
      og selv brugte de Penge, han fik for os?
 16.  Al den Rigdom, Gud har taget fra vor Fader, tilhører os og vore
      Børn gør du kun alt, hvad Gud sagde til dig!"
 17.  Så satte Jakob sine Børn og sine Hustruer på Kamelerne
 18.  og tog alt sit Kvæg med sig, og al den Ejendom, han havde samlet
      sig, det Kvæg, han ejede og havde samlet sig i Paddan-Aram, for
      at drage til sin Fader Isak i Kana'ans, Land.
 19.  Medens Laban var borte og klippede sine Får, stjal Rakel sin
      Faders Husgud.
 20.  Og Jakob narrede Aramæeren Laban, idet han ikke lod ham mærke,
      at han vilde flygte;
 21.  og han flygtede med alt, hvad han ejede; han brød op og satte
      over Floden og vandrede ad Gileads Bjerge til.

 22.  Tredjedagen fik Laban Melding om, at Jakob var flygtet;
 23.  han tog da sine Frænder med sig, satte efter ham så langt som
      syv Dagsrejser og indhentede ham: i Gileads Bjerge
 24.  Men Gud kom til Aramæeren Laban i en Drøm om Natten og sagde til
      ham: "Vogt dig vel for at sige så meget som et ondt Ord til
      Jakob!"

 25.  Da Laban traf Jakob havde han opslået sit Telt på Bjerget.
      Laban med sine Frænder sit i Gileads Bjerge
 26.  sagde Laban til Jakob: "Hvad har du gjort! Mig har du narret, og
      mine Døtre har du ført bort. som var de Krigsfanger!
 27.  Hvorfor har du holdt din Flugt hemmelig og narret mig og ikke
      meddelt mig det; så jeg kunde tage Afsked med dig med Lystighed
      og Sang, med Håndpauker og Harper?
 28.  Du lod mig ikke kysse mine Sønner og Døtre - sandelig, det var
      dårligt gjort af dig!
 29.  Det stod nu i min Magt at handle ilde med dig; men din Faders
      Gud sagde til mig i Nat: Vogt dig vel for at sige så meget som
      et ondt Ord til Jakob!
 30.  Nu vel, så drog du altså bort fordi du længtes så meget efter
      din Faders Hus men hvorfor stjal du min Gud?"
 31.  Da svarede Jakob Laban: "Jeg var bange; thi jeg tænkte, du vilde
      rive dine Døtre fra mig!
 32.  Men den, hos hvem du finder din Gud, skal lade sit Liv!
      Gennemsøg i vore Frænders Påsyn, hvad: jeg har, og tag, hvad dit
      er!" Jakob vidste nemlig ikke, at Rakel havde; stjålet den.
 33.  Laban gik nu ind og ledte i Jakobs, i Leas og i de to
      Tjenestekvinders Telte men fandt intet; og fra Leas gik han, til
      Rakels, Telt.
 34.  Men Rakel havde taget Husguden og lagt den i Kamelsadlen og sat
      sig på den. Da Laban nu havde gennemsøgt hele Teltet og intet
      fundet,
 35.  sagde hun til sin Fader: "Min Herre tage mig ikke ilde op, at
      jeg ikke kan rejse mig for dig, da det går mig på Kvinders Vis!"
      Således ledte han efter Husguden uden at finde den.

 36.  Da blussede Vreden op i Jakob, og han gik i Rette med Laban; og
      Jakob sagde til Laban: "Hvad er min Brøde, og hvad er min Synd,
      at du satte efter mig!
 37.  Du har jo nu gennemsøgt alle mine Ting! Hvad har du fundet af
      alle dine Sager? Læg det frem for mine Frænder og dine Frænder,
      at de kan dømme os to imellem!
 38.  I de tyve År, jeg har været hos dig, fødte dine Får og Geder
      ikke i Utide, din Hjords Vædre fortærede jeg ikke,
 39.  det sønderrevne bragte jeg dig ikke, men erstattede det selv; af
      min Hånd krævede du, hvad der blev stjålet både om Dagen og om
      Natten;
 40.  om Dagen fortærede Heden mig, om Natten Kulden, og mine Øjne
      kendte ikke til Søvn.
 41.  I tyve År har jeg tjent dig i dit Hus, fjorten År for dine to
      Døtre og seks År for dit Småkvæg, og ti Gange har du forandret
      min Løn.
 42.  Havde ikke min Faders Gud, Abrahams Gud og Isaks Rædsel, stået
      mig bi, så havde du ladet mig gå med tomme Hænder; men Gud så
      min Elendighed og mine Hænders Møje, og i Nat afsagde han sin
      Kendelse!"
 43.  Da sagde Laban til Jakob: "Døtrene er mine Døtre, Sønnerne er
      mine Sønner, Hjordene er mine Hjorde, og alt, hvad du ser, er
      mit men hvad skulde jeg i Dag kunne gøre imod mine Døtre eller
      de Sønner, de har født?
 44.  Lad os to slutte et Forlig, og det skal tjene til Vidne mellem
      os."

 45.  Så tog Jakob en Sten og rejste den som en Støtte;
 46.  og Jakob sagde til sine Frænder: "Sank Sten sammen!" Og de tog
      Sten og byggede en Dysse og holdt Måltid derpå.
 47.  Laban kaldte den Jegar-Sahaduta, og Jakob kaldte den Galed.
 48.  Da sagde Laban: "Denne Dysse skal i Dag være Vidne mellem os
      to!" Derfor kaldte han den Galed
 49.  og Mizpa; thi han sagde: "HERREN skal stå Vagt mellem mig og
      dig, når vi skilles.
 50.  Hvis du handler ilde med mine Døtre eller tager andre Hustruer
      ved Siden af dem, da vid, at selv om intet Menneske er til
      Stede, er dog Gud Vidne mellem mig og dig!"
 51.  Og Laban sagde til Jakob: "Se denne Stendysse og se denne
      Stenstøtte, som jeg har rejst mellem mig og dig!
 52.  Vidne er denne Dysse, og Vidne er denne Støtte på, at jeg ikke i
      fjendtlig Hensigt vil gå forbi denne Dysse ind til dig, og at du
      heller ikke vil gå forbi den ind til mig;
 53.  Abrahams Gud og Nakors Gud, deres Faders Gud, være Dommer
      imellem os!" Så svor Jakob ved sin Fader Isaks Rædsel,
 54.  og derpå holdt Jakob Offerslagtning på Bjerget og indbød sine
      Frænder til Måltid; og de holdt Måltid og blev på Bjerget Natten
      over.