Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Knudsen, Hans, 1801 - 51, Arkivembedsmand - Knudsen, Hans, 1813-86, Præst og Filanthrop
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i paatænkte Festligheder til Minde om Kongestammens 400aarige
Bestaaen; men disse forskjellige ydre Hensyn hindrede rigtignok
Værket i at blive, hvad det kunde være blevet, om det end er et
fuldt gyldigt Vidnesbyrd om stor Omhu i Detaillen. Først 1856
udkom Værket. – Sin Hustru, Caroline Petrine Ivarine f. Drachmann
(f. 1812, Søster til A. G. D., IV, 319), mistede han 1845 efter
3 Aars Ægteskab, og han selv fulgte hende i Graven 20. Maj 1851.
Erslew, Forf. Lex.
Kr. Krarup.
Knudsen, Hans, 1813-86, Præst og Filanthrop,
blev født 11. Jan. 1813 i Kjøbenhavn af Forældrene Skibskapitajn Niels K.
og Ane Cathrine f. Hall. Han blev Student fra v. Westens Skole
1830 og theologisk Kandidat 1836. Nogle Maaneder efter udnævntes
han til Præst og Missionær i Trankebar og afrejste i 1837 til denne
fjærntliggende Virksomhed. Paa Grund af Sygdom maatte han
dog allerede i 1843 vende tilbage til Danmark. Han var senere
Sognepræst i Gjerlev og Enslev 1846-53 og derefter i Bregninge
og Bjærgsted til 1865, i hvilket Aar han paa Grund af Sygelighed
– en Underlivssvaghed forbunden med stærk Nervøsitet – søgte
og fik sin Afsked. Da hans Helbred atter bedredes, viste det sig,
at det i alt Fald ikke var Mangel paa Virkelyst, der havde ladet
ham nedlægge sin Embedsstilling saa tidlig; thi hans egentlige
Livsgjerning og den, som vil bevare hans Navn, falder først efter
dette Tidspunkt. I nogle Aar (1869–72) virkede han som Præst
ved Diakonissestiftelsen, og da han fratraadte denne Stilling, hvortil
han trods sin ubestridelige Dygtighed ikke fuldt passede –
nærmest paa Grund af sin udprægede, stundum vel udprægede,
Selvstændighed –, slog han ind paa et Omraade, der hidtil havde
været saa temmelig forsømt, men nu i ham fandt sin rette Mand.
K. havde ofte følt sig grebet af Medlidenhed med de mange
Krøblinger, der findes i Samfundet, og som ofte i deres sørgelige
Tilstand kun finde ringe Sympathi og utilfredsstillende Pleje. Som
et Bidrag til at afhjælpe denne Nød stiftede K. i Efteraaret 1872
«Samfundet, som antager sig vanføre og lemlæstede Børn», i det
han gik ud fra, at det var Børnene, som det først gjaldt om at
antage sig. Værkets Begyndelse var beskeden: den første
Aarsberetning viser en Indtægt paa o. 1800 Kr.; men Samfundets
Virksomhed udvidede sig hurtig. Der oprettedes en Poliklinik, hvor
vanføre Børn kunde faa kyndig og stadig Lægehjælp; der sørgedes
for Bandager, kunstige Lemmer, Sygevogne m. m., og der droges
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
