Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juul, Iver, 1563-1627, til Villestrup, Rigsraad - Juul, Jørgen Christian Grønvald, 1813-54, Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Gulland for at holde Retterting; i politisk Henseende hørte
han bestemt til Fredspartiet. Da saa i 1627 de kejserlige Hære
brøde ind i Jylland, forhandlede han i Juli med Adelen i Viborg
Stift om Bevillinger, men flygtede derpaa i Okt. fra sin Gaard
Villestrup. Han vilde have været til Sjælland, men kom i Steden
til Marstrand. Her fra tog han til Kongelv, hvor Døden indhentede
ham 23. Nov. Hans Enke døde først 1665.
H. Skaaning, Ligpræd. ov. I. J. (1629).
J. A. Fridericia.
Juul, Jørgen Christian Grønvald, 1813-54, Forfatter,
er født i Kjøbenhavn 30. Okt. 1813 af Forældrene Major Hans Jørgen
J. og Marie Kirstine f. Møller. Efter at han var bleven Student
1834, samme Aar, som hans Fader døde, studerede han i nogle
Aar Theologi, men lagde sig derpaa efter Æsthetik, Filosofi og
Sprog, samtidig med at han manuducerede. I 1843 blev han Medlem
af en Forening, der udgav «Journal for Litteratur og Kunst»,
af hvilket Tidsskrift han senere blev Redaktør (fra Midten af 1843
til April 1844). 17. Maj 1851 ægtede han Emilie Vilhelmine Holmer
(f. 21. Dec. 1814). Paa et lille Kvistværelse tilbragte han sine sidste
Aar i stor Fattigdom med Hustru og Børn. 22. Okt. 1854 døde han
af Brystbetændelse. Den lille, bevægelige Mand med de
mørke, urolige Øjne og det melankolske Ansigt, paa hvilket der
aldrig saas andet Smil end Satirens, havde et indesluttet, ærgjerrigt
og utilfreds Sind. Han var en Sandhedssøger uden Kjærlighed og
opnaaede kun at fylde sig selv og alt om ham med Bitterhed, som
han søgte at drukne i stærke Drikke. Han døde som en ensom
Mand, paa hvis Kiste der kun laa én Krans, og efter hvilken kun
et Par Venner fulgte.
I 1844 udgav han «Digte», der mest ere karakteristiske ved
umoden yderlig Frihedsfølelse. I 1849 udkom «Nogle Digte» (2. Udg.
1852), der indeholde det bedste af, hvad han har skrevet, men som
svækkes ved stor Bredde. Af novellistiske Arbejder udgav han
«Skoflikkerens Søn» (1851) og «Tre Nætter» (1852); disse Bøger ere
ubehjælpsomt og uvirkelig skrevne, og Stoffet er ikke interessant;
under Læsningen mærker man, at Forfatterens Begavelse udelukkende
er den lyriske. Det samme gjælder hans Femakts-Drama «En Episode»,
der handler om Johs. Ewald; det opførtes 1852 paa det
kgl. Theater, men Mangel paa Handling og dygtig Karaktertegning
gjorde, at det kun opnaaede 3 Forestillinger. I Forening med A.
Recke oversatte og lokaliserede han en tysk Vaudevillekomedie i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
