Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jerichau, Jens Adolf, 1816-83, Billedhugger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paa. I 1852 fik han paa Londonner-Udstillingen Guldmedaille for
«Panterjægeren», i 1873 ligeledes i Wien for «De badende Piger»,
i 1854 blev han Æresmedlem af Stockholms kongl. Akademi for de
frie Kunster og i 1866 Medlem af L’institut de France, Académie
des beaux-arts, correspondant dans la section de sculpture. Ved
det kjøbenhavnske Universitets Firehundredaarsfest i 1879 blev han
Æresdoktor i Filosofien, han var Æresmedlem af Kunstforeningen
i Aalborg, og paa Halvtredsindstyveaarsdagen efter hans Indskrivning
som Elev paa Kunstakademiet gjorde hans Fødeby Assens
ham til sin Æresborger (1881). Han havde svenske og tyske
Ordener, naaede i Danmark op til at blive Kommandør af Danebrog
(1876) og at faa 2000 Kr. aarlig i Æresgage, han var Medlem af
«den Anckerske Komité» osv.
I 1867 fik J. Efterretning om, at hans «Badende Piger», som
i Marmor var sendt til Udstillingen i Paris, var ankommet der til i
Stumper og Stykker; dette gav ham et stærkt Nerveslag, som havde
Udseende af Apoplexi, og han var længe efter svag. I Aarenes
Løb følte han Mavesvækkelse, som, efter at han i faa Dage havde
ligget til Sengs paa sin Bondegaard, dræbte ham der 24. Juli 1883.
I kristelig Fortrøstning saa han med stor Glæde og uden Angest
Døden i Møde, i det han hilste den som en Befrielse til det
evig gode.
Som Kunstner var J sund Realist. Til det sidste holdt han
fast ved Antiken som det rette Grundlag for Studiet af Skulpturen;
han sagde, det var Thorvaldsen, som havde lært ham at forstaa
den. Antiken fødte i ham «Hercules og Hebe», der var
Overgangsleddet til, at han gik imod det konventionelle og fremstillede
den rene og hele, sunde og skjønne Natur, som han senere altid
fulgte, saa han aldrig mere kunde arbejde uden med Modellen for
Øje. Efter Antikens Anvisning optog han det moderate, det
tilbageholdne, Fornemheden, men ogsaa det djærve, mandige og
simple, den store Ynde og usminkede Renhed. Der var noget
sandt i, at hans Værker røbede et vist Slægtskab med Michelangelo,
dog altid uden dennes Maner. Han kunde ikke kaldes Elev af
Thorvaldsen. For denne Mester med den uendelig mere skabende
Magt var det Hovedsagen at virke gjennem Linjerne, benytte
Rummet og frembringe Bevægelse deri; naar han blot havde faaet
udtalt sine Ideer, brød han sig i Almindelighed ikke om at
udarbejde Enkelthederne stærkt. Harmonien var ham medfødt, og
alt i hans Kunst bar Vidnesbyrd herom. For J. var det en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
