Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ingemann, Bernhard Severin, 1789-1862, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vist sig troløs mod, havde han dog oplevet nok
til at foragte Menneskenes vigtige Rastløshed og
Døgnets skiftende Domme. Det er disse sine snart
bitter-ironiske, snart smertelig-vemodige Stemninger,
Digteren her gjør den gamle, evig vandrende Jøde
til Organ for. Naar Hostrup i sit af alle kjendte
Lystspil «Gjenboerne» kalder de Digte, som udgjøre
I.s «Ahasverus», for «smægtende Melodier», saa kan
intet være mere desorienterende.
Medens I. fremstiller Jøden Ahasverus med fuld
Sympathi, fordi denne til Trods for sin Tvivl paa den
korsfæstede Christus’ Messianitet dog tror med dyb,
angstfuld Ærbødighed paa Israels Gud og med sit Hjærte
hænger fast ved hans «udvalgte Folk», giver han i
sit dramatiske Digt «Renegaten» (1838) en skarp og
i mange Maader typisk Skildring af den vantro Jøde,
som han optraadte efter 1830, proklamerende Egoismens
Filosofi. Lige over for den jødiske Renegat Zadok,
der uden Ulempe for sin Samvittighed skifter
Religion, som han skifter Opholdssted, stiller
I. den idealistisk troende Muselmand Sultan Selim,
hvis upraktiske Ædelmodighed danner en skærende
Kontrast til Zadoks selvsyge Færd og moralløse
Sofistik. – I det hele taget saa I. næppe med
sympathetiske Øjne paa Tredivernes og Fyrrernes
mangeartede liberale Fænomener. Vidnesbyrd herom er
bl. a. Digtcyklen «Kjærlighed og Politik», hvor den
unge Dr. Philip rangler med Venstrehegelianernes
Kunstord uden at forstaa deres Betydning, og «det
unge Evropa» fortaber sig i vidtløftigt Snakkerads om
«Almenvel», «Konstitutioner» og «Statens Finanser»
og glemmer at være «ungt». I det langt udspundne,
politisk-allegoriserende Æventyr «De fire Rubiner»
(1849) advarer Digteren mod «Allemandsregimentet
efter Kropflertalssystemet» og det alt for ilfærdige
Fremskridt. I Novellen «Den stumme Frøken» (1850),
hvis Scener ere henlagte til den 1. slesvigske Krig,
spore vi de samme Antipathier. I. haabede kun lidt
af den Periode, der oprandt med Christian VIII’s
Jordefærd: «Det var ham, som Sørgeklokkerne ringede
en hel ny Tidsalder frem, i hvis Billede han saa meget
stort og herligt, men ingen Fred – intet stille indre
Liv og intet af den Romantik og den Drømmenes Poesi,
hvori han hidtil havde fundet sin Lyksalighed.»
Imidlertid kom det helt anderledes, end den 60aarige
Digter ventede det. Det nationale Opsving, der
ledsagede vor første lykkelige Kamp for Slesvig,
gav I.s fædrelandske Digtning en ny Betydning for den
opvoxende Slægt. Den religiøse Strømning, som efter
Søren Kierkegaards Død forenede sig hermed, vakte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
