Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ingemann, Bernhard Severin, 1789-1862, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Barberstuen», en af de bedste Holbergske Studier, vi besidde,
et Arbejde, der lader en i Tvivl om, hvorvidt der ikke er gaaet
en Lystspilforfatter tabt i vor Digter.
1822 blev L udnævnt til Lektor i dansk Sprog og Litteratur
ved det nys gjenoprettede Akademi i Sorø, og her hen drog han
med sin Hustru, med hvem han nu havde været forlovet i 11 Aar.
Den lille, stille Klosterby med sine og sin Omegns rige Minder fra
Valdemarernes Dage lagde snart Beslag paa I.s Produktionsevne,
og i Løbet af 12 Aar (1824-36) udarbejdede han den Række
historiske Digte og Romaner, der skulde gjøre hans Navn bekjendt
Norden over og ham selv for lange Tider til hele det danske Folks
Yndlingsforfatter. Navnlig vandt I.s historiske Romaner Indgang.
Det historiske Digt «Valdemar den store og hans Mænd» (1824)
besidder vel poetiske Skjønheder, men Folk, som de ere flest,
holde nu en Gang ikke af at læse Vers, hvor smukke de end ere.
Og hvad det sidste historiske Digt i ovennævnte Række, «Dronning
Margrethe» (1836), angaar, turde det være et af I.s tarveligste
Arbejder. – I.s «Valdemar Sejer» (1826), «Erik Menveds Barndom»
(1828), «Kong Erik og de fredløse» (1833), «Prins Otto af Danmark og
hans Samtid» (1835) ere bindstærke Bøger, skrevne med Walter Scott
som Mønster, men (modsat deres Forbillede) med stærk Fremhævelse
af Historiens Hovedpersoner. Det var vel egentlig dette, der voldte
disse Romaners exempelløse Held hos det danske Publikum. Da
Romantikken i Begyndelsen af Aarhundredet havde holdt sit
sejrende Indtog her hjemme, begyndte man at føle Længsel efter at
se vor Middelalder, den egentlige romantiske Tid, fremstillet; men
af tiltalende Historiefremstilling fandtes intet. Her blev da et Felt,
hvor en digterisk Fantasi kunde tumle sig, og man maa sige, at
vor Digters tumlede sig af Hjærtens Lyst. Hvad Suhms «Historie
af Danmark» indeholder til Perioden 1202-1375, benyttede han
paa den frieste Maade, og Kæmpeviser og Sagn betragtede han
som gode historiske Kilder. Ikke saa underligt, at I.s Ven
Historikeren H. F. Estrup rystede paa Hovedet ved den Maade at
lave Historie paa. Men I. troede naivt paa sin Fremstillings
Sandhed (efter Schellings romantiske Æsthetik besad jo Digterens Skuen
den hemmelighedsfulde Magt, for hvilken al videnskadelig Dunkelhed
maatte vige), og hele det læsende Folk gav Digteren Ret.
I.s historiske Romaner bleve slugte af høje som lave, gamle og
unge og udkom i Oplag efter Oplag. Ikke mindst Lykke gjorde
de ved det danske Hof, hvor man ligefrem «smægtede» efter dem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
