Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Høysgaard, Jens Pedersen, 1698-1773, Sprogmand og Mathematiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det første Skrift omhandler Retskrivningsspørgsmaalet
og er holdt i en spøgende Tone. Han vil dømme i den
gamle Retskrivningsstrid mellem Henrik Gerner og
Peder Syv, da det dog var paa Tide, at denne Trætte
blev bilagt. Han fremdrager 3 Stridspunkter: i) Brugen
af i eller j foran Vokaler, hvor han foretrækker
det sidste; 2) Vokal- eller Konsonantfordobling
til Angivelse af Vokalens Kvantitetsforskjel, hvor
han forkaster begge Dele; 3) Talbøjning i Verbers
Indikativ, hvor han foretrækker Opgivelsen af
Talforskjellen; den volder undertiden Utydelighed og
er til Plage at lære. Det andet lille Skrift handler
om Accenterne og deres Brug. Heri fremstilles et
helt Accentuationssystem: i) Acutus eller Skarptone
´ (Lóft, Fád), 2) Gravis eller Stødetone ` (Sèng,
Knìv) – senere ombyttede han disse 2 Betegnelser –,
3) Circumflexus eller Vringeltone ^ (Bôrd, Stôl),
4) Apostrophicus eller Drægetone ’ (Kio’l, Fa’r,
Mo’r, efter kjøbenhavnsk Udtale); Jyderne have her,
som H. ogsaa bemærker, «Vringeltone». I den nærmest
følgende Tid udgav H., ligeledes anonymt, 2 ret
omfangsrige Skrifter, en accentueret Grammatik
(1747) og en Syntax (1752). Hans sidste lille
Skrift, et «Anhang» til den accentuerede Grammatik,
udkom 1769. Han kalder det «første Anhang», men
der udkom aldrig mere. Paa «Anhangets» sidste
Side angiver H. sig som Forfatter ved Mærket
J. H. Paragrafinddelingen er fortløbende gjennem alle
3 Skrifter.
H.s Forfattervirksomhed har et dobbelt Formaal: han
vil simpelt hen beskrive Sproget, som det er, og han
vil give Vejledning i dets skriftlige og mundtlige
Brug. Paa Grammatikkens Titelblad hedder det, at
den er «udgiven de fremmede til Vilje, som allerede
véd noget af Sproget, og især for de unges Skyld, som
opdrages enten til Bogen eller Pennen». Han fremsætter
ogsaa sine Meninger om, hvordan Sproget burde
være. «Man bør skrive», hedder det (med Bevarelse
af hans egen Retskrivning), «ligesom man tâler, nâar
man tâler ræt; og dêrimòd, hvàd som er ræt skrevet,
bør og læses, sòm det er skrevet. Eller páa en anden
maade: dêrsom man er forsikred óm, at man tâler ræt,
behø’ver man ikke at bekymre sig stôrt om nogen
anden regel end at skrive, som man tâler» (Gramm. §
257). «Man bør ej al-ene af den rætte og behâgeligste
ûdta’le at tage ànlédning til Skrive-regler, men end
óg tvèrt imód stræbe skriftlig ved fornúftige regler,
dels at vise dét, som ûdta’len ej áltîd kan lære, dêls
at rætte adskíllige ôrds mìsbrúg og fordærved udtale»
(Gramm. § 258).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
