Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Holberg, Ludvig, 1684-1754, Digter og Lærd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og glimrende tegnede Tidstyper, der indeholde Spiren til Karaktererne
i mange af hans Komedier og gjøre os den forbavsende
Frugtbarhed forklarlig, ved hvilken han senere paa nogle faa Aar
evnede at skabe en dansk Nationalskueplads. Særlig rettes Angrebet
mod det ufrugtbare Lærdomspedanteri, som altid var H. en Pest,
og som allerede snærtes ved Digtets i og for sig dristige ydre
Anlæg som Parodi paa de forgudede klassiske Epikere og deres
Kommentatorer. Den forlorne Pathos i dens kostelige Modsætning
til Æmnets Filistrøsitet bliver i alt Fald for Eftertiden endnu mere
slaaende ved det højtidelige alexandrinske Versemaal, og selv bortset
fra Satirens dybe og omfattende Sigte indeholder Digtet en Fylde
af enkelte komiske Træk og Replikker, der strax maatte gjøre det
til en yndet Folkelæsning og lader det straale i lige frisk Liv ned
til vore Dage. At det paa den anden Side maatte vække stort
Anstød, var naturligt. Satiren er aldrig velset af dem, den gaar
ud over, særlig i en Tid, der endnu ikke var udviklet nok til at
skjelne mellem almindelig Satire og personligt Skandskrift. Mange
følte sig med rette eller urette ramte, og Psevdonymet «Hans
Mikkelsen» var kun et gjennemsigtigt Slør over det uhørte, at det
var en Universitetsprofessor, der gav sig af med den Slags Poesi.
Det er bekjendt, hvor grovt H.s Kollega Hans Gram misforstod
Digtet, hvorledes Hojer her fandt Lejlighed til at sige H. Tak for
sidst, og hvorledes Øen Anholts Ejer, den indflydelsesrige Fr.
Rostgaard, endog vilde have ham draget til Ansvar, saa at kun Kong
Frederik IV’s sunde Sans reddede Forfatteren. Ligesom Ængstelsen
over disse Angreb spores i de sidste, svagere Bøger af «Peder Paars»,
bidrog den vel til at give hans næste poetiske Arbejde, de «Fire
Skjæmtedigte» (1722), dets mere gammeldags Præg af generelt
moraliserende Satire i Laurembergs, Vilh. Helts og Falsters Aand,
skjønt H. ved Siden af Klassikerne ogsaa her tager Boileau til
Forbillede. De forskjellige Fortaler og «Kritikken over P. Paars» søge
at retlede Samtidens Opfattelse af Satirens Væsen og Berettigelse;
de øvrige Digte rettes dels mod menneskelige Daarskaber i Almindelighed,
dels mod Vægelsind, som H. senere og mindre overlegent
behandlede i dramatisk Form, dels mod Gammelmandsægteskaber
i den ovennævnte Efterligning af Juvenals Satire mod Kvindekjønnet,
medens H. i «Sille Hansdotters Forsvarsskrift» for dette Kjøn
udvikler sine egne, for den Tid lidt besynderlige Pebersvendedoktriner
om Kvindens Natur og Bestemmelse.
Endnu i samme Aar begyndte H. sit Livs Storværk,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
