Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heiberg, Peter Andreas, 1758-1841, Publicist, Visedigter og Skuespilforfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at han snart blev fuldstændig blind. Mere og mere følte han sig
forladt og ensom. En enkelt Gang blev han oplivet af Sønnens
og Svigerdatterens Besøg i Paris; men i Regelen mente han, at
Sønnen forsømte ham utilbørlig med Breve. Endelig, 30. April
1841, kom den Død, den haardt prøvede Mand saa længe havde
ventet paa.
Faa af H.s Skrifter kunne endnu have Interesse for det store
Publikum, dertil have de alt for meget slaaet Rod i den Tid, hvori
de ere fremkomne; men som Aktstykker til Tidshistorien ere de af
betydeligt Værd. H. var egentlig ikke skabt til Partifører, dertil
var han en alt for stejl Natur og selvstændig Karakter; ej heller var
han i Stand til at opstille eller hensynsløst gjennemføre noget
bestemt politisk Program, i saa Henseende var han for lidet doktrinær
og alt for kritisk. Han havde Modbydelighed for Enevælden
i den idolatoriske Form, visse Perioder af det 17. og 18.
Aarhundrede kjendte den: han ønskede, at Regenterne skulde være Folket
ansvarlige for deres Regerings Førelse; men han priste de forstandige
og oplyste Konger, der vogtede sig for slette Raadgivere og
samvittighedsfuldt sørgede for deres Undersaatters Tarv. Han hadede
den Adelsmand, der henviste ham til sit Stamtræ, inden han
nævnede ham sine Fortjenester; men han bøjede sig for den
højbyrdige Mand, der aldrig glemte, at Adelskab forpligter (jvfr. H.s
store Digt «Selvstændighed», Bearbejdelse efter Churchill). Han
satte den ærlige Republikaner højt, men afskyede Jakobinismens
Udskejelser (jvfr. Fierval i «Menneskekjenderen»). Kun ét Sted,
i «Politiske Aforismer», har H. med udhævet Tryk fremsat sit
politiske Ideal, og d. e. «en Regeringsform, der udelukker alt, hvad
der er arbitrært» (*c: al Vilkaarlighed og Egenmægtighed, som
Lovene ikke kunne beskytte en imod). «Er blot en Stat saaledes
organiseret og denne Organisation redelig holdt ved lige, er det H.
ligegyldigt, om Statsoverhovedet kaldes Kejser eller Konge,
Præsident eller Konsul.» Da H. mere end én Gang under sin
Landflygtighed udtaler, at de Meninger, han har lidt for, saa langt fra
at være forandrede, snarere i Aarenes Løb ere tiltagne i Styrke,
maa vi lade det bero ved hin Erklæring; thi det turde dog være
mindre korrekt at tillægge H. andre politiske Anskuelser end dem,
han selv har tillagt sig paa en Tid, hvor intet som helst Hensyn
kunde tvinge hans Tunge til Forsigtighed.
Faa have som H. med rette været Gjenstand for den offentlige
Opmærksomhed og de frisindedes Tilslutning her hjemme; thi faa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
