Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heiberg, Peter Andreas, 1758-1841, Publicist, Visedigter og Skuespilforfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
At H. ved denne «han» har forstaaet Pitt, er der ingen Grund til
at tvivle om; men Bernstorff henførte «han» til «King George» og
sørgede for, at Generalfiskalen efter allerhøjeste Ordre anlagde Sag
mod H. Denne blev i Nov. 1794 af Hof- og Stadsretten dømt til
en Mulkt paa 300 Rdl. Dommen var uforsvarlig og saa meget
mere at beklage, som den senere blev benyttet til at aggravere
hans Landsforvisningsdom.
Fra nu af synes H. at have besluttet ikke mere at optræde
som offentlig Skribent. Forholdene medførte dog, at han ikke
vedblivende kunde holde sig tilbage. Den vindige unge Republikaner
M. C. Bruun (III, 172), der som Dramaturg støttedes af
Rahbek, havde i «Svada» væltet sig ind paa H., fordi denne
forfægtede Mad. Preislers Ret til at spille Sigbrit i Samsøes Tragedie
«Dyveke». H. var ikke sen til at give den unge Mand Svar paa
Tiltale, og Bruun replicerede atter paa en uforskammet Maade.
Af dette Skjænderi mellem to ansete liberale Publicister kunde
efter de kjøbenhavnske frisindedes Formening «kun Fanden have
Fryd», og de skyndte sig med at faa H. og Bruun forligte. Ikke
desto mindre havde navnlig Bruuns Maade at polemisere paa vakt
Anstød hos indflydelsesrige Mænd, og saaledes bidrog denne
«Dyvekefejde» til, at Ønsket om en ny Presselov blev stærkere
og stærkere. I den offentlige Debat, som i den Anledning
udspandt sig, deltog H. med sin lille, klare «Draabe i det store Hav
af Skrifter om Skrivefrihed» (1797). H. havde ikke skrevet denne
lille Brochure af Lyst; «Sagens Vigtighed» ligesom tvang ham
dertil. Og om den Dom, der senere drev ham i Landflygtighed,
ogsaa heri fandt Udtalelser, der kunde forøge hans Skyld, saa var
det dog navnlig den Del af hans Forfattervirksomhed, der faldt
under og efter «Notarialfejden», der fremkaldte Dommen.
Notarialfejdens Aarsag var følgende: H. havde i 10 Aar assisteret
den gamle Notar Schmidt til dennes fuldstændige Tilfredshed.
Schmidt havde derfor lovet ham, at han skulde gjøre alt for at
faa ham udnævnt til sin Eftermand i Embedet. Dette synes H.
ogsaa at have været saa sikker paa, at han opgav den visse
Exspektance, han (i Maj 1790) havde faaet paa sin Svigerfaders
Dispachørbestilling. Ikke desto mindre havde H. søgt 2. Deputeret i
Kancelliet, Chr. Colbjørnsen, for at faa yderligere Stadfæstelse af sit
Haab om Notarposten. Colbjørnsen havde da, efter H.s Sigende,
«i meget smigrende Udtryk opmuntret dette Haab». Da hændte
det sig, at N. D. Riegels under H.s korte Sommerophold i Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
