Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hegermann-Lindencrone, Mette Louise Christiane Frederikke, 1778-1853, Forfatterinde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fideikommis, der repræsenterede Salgsindtægten af Gjorslev (200000 Rdl.),
og Aaret efter adledes hendes Mand under Navnet Hegermann-Lindencrone.
I deres første Ægteskabsaar erhvervede de sig Ejendommen
Rolighed ved Kjøbenhavns Kalkbrænderi, og dels her,
dels i Hovedstaden førte de til hans Død et yderst lykkeligt
Samliv, fuldt af Aand og Elskværdighed, som drog inden for sin
Rækkevidde en lille udvalgt Kreds, af hvis Medlemmer kunne nævnes
Oehlenschläger, J. P. Mynster, H. Steffens, F. C. Sibbern, Ingemann,
M. F. Liebenberg, Andreas Saint-Aubain («Carl Bernhard»), P. Hjort,
Rudolph Bay, Abrahams og endelig «Yndlingen paa Rolighed»,
A. S. Ørsted. – Oehlenschläger siger om hende, at hun maaske
var den mest poetiske Sjæl, Danmark har ejet, og Mynster udtaler,
at han i hende har fundet et af de ædleste, fortræffeligste Væsener,
han har kjendt; han kalder hende aandrig, af et dybt poetisk
Gemyt. P. Hjort berømmer hende for den harmoniske Sammensmeltning
mellem Aand og Hjærte, Forstand og Fantasi, Ungdom og Aldersaar,
der karakteriserede hende. «Hendes Kjærligheds Væld
blev uudtømmeligt, hendes Sjæl saa ubesmittelig, som man næppe
kunde forestille sig. Derfor kunde hun se saa skarpt, dømme saa
genialt, drømme saa skjønt, spøge saa yndig naivt, tro saa
troskyldigt og tage saa elskværdigen fejl.» Af Væxt var hun middelhøj,
rank og spinkel.
Som Forfatterinde følte hun decideret en Oehlenschlägersk
Aand i sig, og det er ganske fejlagtigt, naar det tidligere er sagt,
at hun tilhørte den Heibergske Kreds. Hun har udgivet 2 Dramer:
«Eleonora Christina Ulfeldt» (1817) og «Troubadouren» (1820), «Danske
Fortællinger» (1825, 2. Udg. 1862) og en stor Del Digte i forskjellige
Nytaarsgaver og Tidsskrifter; desuden har hun efterladt sig mange
utrykte Digte, et Par Fortællinger, flere Dramer og en Skildring af
sin i Krigen 1848 faldne Søn Frederiks (Fritz’) Liv. Selvstændigst
og smukkest brød hun sig Vej i Novellen, hvor hun viser Evne til
at opfinde paa en god og naturlig Maade. Hun maa dog helst
have noget historisk at knytte sin Fantasi til, for at den skal kunne
skildre levende og paalidelig, og hun studerede altid samvittighedsfuldt
Historiens Kilder og Enkeltheder. Stedse røber hun megen
Smag og fin Aand, men mangler Evnen til den dybeste psykologiske
Udvikling. Med Hensyn til Komposition ligne hendes
Fortællinger vel meget hverandre, men drage dog hver Gang paa
ny ved Ynde og Sandhed. Naar hun har kaldt dem danske, skal
denne Benævnelse efter hendes eget Udsagn tilkjendegive «det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
