Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hauch, Johannes Carsten, 1790-1872, Digter og Zoolog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bevis paa. En Maaneds Tid efter, at han havde faaet den
omtalte Hilsen i den «Flyvende Post», udgav han «Den babyloniske
Taarnbygning i Miniature». Her skildres «Vaudevillemesteren»
(Heiberg) i Færd med at opføre 2 uhyre Taarne paa Digtekunstens
Slot. Det ene skal bestaa af Vaudeviller, det andet af en «ukjendt,
splinterny Kritik». Men fra Shakspeares Værker, der foragtelig
ere blevne kastede ned i Kjælderen, hæver den store Digters Aand
sig og styrter med en let Berøring den pralende Bygning i Grus,
i det den tilraaber Bygmesteren: «Du blev kun en talentfuld Gadedreng».
Kort efter rettede H. i «Kjøbenhavnsposten» (25. Febr.)
et skarpt Angreb paa Heiberg, beskylder ham for Hovmod og
Selvros, for at ville hæve det efemere [Vaudevillen] til noget evigt
stort osv. Heiberg svarede kort efter i sit Blad med
«Krigspræliminarier». Der vexledes nu adskillige Hug mellem de 2 kæmpende,
men de Hug, der uddeltes med H.s tungere Slagsværd, traf sjælden
Modstanderen, medens denne med sin «lille Vittighedskaarde», som
han selv kalder den, tilføjede H. det ene Stik efter det andet.
Heiberg kan imidlertid – ligesom Baggesen - ikke frikjendes for
af og til at have brugt ikke helt noble Finter. Striden afsluttedes,
ved Udgangen af Maj, med «Fredspræliminarier» af Heiberg. H.
fik dog inden Udgangen af Aaret endnu en Hilsen fra den
Heibergske Lejr, nemlig i Hertz’ «Gjengangerbreve», der udkom i de
sidste Dage af 1830. Her gjentages de tidligere Beskyldninger mod
ham for Tunghed i Formen, at man i hans Digterværker alt for
meget sporer det store Arbejde, de have kostet («man ser dig
sidde ved Staffeliet og lægge Farven an paa Maleriet»), og for
Skjødesløshed i den sproglige Behandling. – H. havde endnu en
Modstander at bestaa en Kamp med. C. Molbech havde rettet en
temmelig skarp Kritik mod flere af H.s Arbejder; da nu «Vilhelm
Zabern» ved sin Fremkomst (1834) fik en lignende Skæbne, brast
H.s ikke store Taalmodighed. Han indrykkede i «Kjøbenhavnsposten»
et længere Svar til Molbech, der, hedder det her, mener,
«at han er et Kald voxen, som han dog mindre end de fleste
andre synes at due til». Der vexledes en Række meget heftige
Replikker fra begge Sider. En Indsender i «Kjøbenhavnsposten»
beskyldte Molbech for, at han, ved at anvende Ordet «afstumpet»,
paa en uædel Maade havde hentydet til H.s Vanførhed, en
Beskyldning, som Molbech erklærede for aldeles usand. I de følgende
Aar møder H. ikke saa megen Modstand, og da P. Hjort i en
Anmeldelse af «En polsk Familie» (1839) udtaler det Haab, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
