Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hartmann, Johan Peter Emilius, f. 1805, Komponist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hans stadige Velynder og Raadgiver, hvem han altid viste, hvad
han havde skrevet, og som altid levende interesserede sig for hans
Fremgang. Studierne bleve dog ikke forsømte, og 1822 blev han
Student, 17 Aar gammel. I 1824 blev han sin Faders Eftermand
som Organist. Aaret efter optraadte han første Gang offentlig som
Komponist, i det en af ham komponeret Kantate til Text af Oehlenschläger,
«Orgelets Pris» (Op. 5, a), opførtes ved en i Garnisonskirken
given Koncert, ved hvilken han ogsaa udførte Præludium
og Fuga af Seb. Bach. I 1826 opførtes sammesteds en af H.
komponeret Koncertouverture i D-Mol for Orkester (Op. 3) og en
Orgelfantasi, som han selv foredrog. Han havde imidlertid efter sin
Faders Ønske valgt det juridiske Studium, og hans Tid blev delt
mellem dette og Musikken, uden at nogen af Delene forsømtes;
thi medens flere større Kompositioner fuldførtes, saaledes en gejstlig
Ouverture for Orkester og Orgel i C-Mol (Op. 9) og en Sonate for
Pianoforte og Violin (Op. 8), studerede han flittig, saa at han i
1827 og 1828 kunde tage den juridiske Examens theoretiske og
praktiske Del. I 1828 blev han ansat som Sekretær ved den borgerlige Indrulleringskommission; men dette var det eneste, hvortil
han benyttede sin Examen; fra nu af viede han sig udelukkende
til Musikken. Hertil bidrog ogsaa hans 2. Dec. 1829 indgaaede
Ægteskab med Emma Sophie Amalie Zinn, Datter af Agent og
Grosserer J. F. Z., en ualmindelig begavet Kvinde, hvis store
musikalske Sans spredte sin Forklarelse over hans lykkelige Hjem.
Da det kgl. Musikkonservatorium oprettedes i 1827, var H.
bleven ansat som Lærer der. Hans Virksomhed ved denne
Institution bragte ham i nær Berøring med Siboni, og ligesom Weyse
blev ogsaa denne ham en velsindet Raadgiver, med hvem han
navnlig raadførte sig med Hensyn til Sangkomposition. Dog kan
det ikke siges, at nogen af disse to har haft egentlig Indflydelse
paa hans Arbejder; snarere kan saadan mærkes fra Spohr, der den
Gang stod paa sin Berømmelses Højdepunkt; hans egen Originalitet
var endnu ikke ret brudt igjennem. Dette skete, da ved en
Aftenunderholdning paa det kgl. Theater 19. Febr. 1832 Skuespiller Nielsen
fremsagde Oehlenschlägers Digt «Guldhornene» under Ledsagelse af
en Musik af H. (Op. 11), som betog Tilhørerne ved sin ejendommelige
Karakter. Det var den H. egne nordiske, af Folkevisen
paavirkede Tone, som her første Gang hørtes, og som senere altid
har klinget igjennem i det bedste af, hvad han har skrevet. S. A.
opførtes hans første dramatiske Arbejde, Operaen «Ravnen» (Op. 12)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
