Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hartmann, Johan Ernst, 1726-93, Koncertmester, Komponist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ewaldske Digtninger løste H. paa en helt igjennem
dygtig og kunstnerisk, hist og her genial Maade
den Opgave, der var stillet ham, nemlig at skabe et
nationalt Syngespil i den nye, af Gluck og Grétry
indførte Smag, hvorefter Musikken, hvis sande Væsen
ikke bestod i Triller og Roulader, «i Expression,
Deklamation og Udarbejdelse skulde passe sig til
Texten og dermed udgjøre et helt». For Theatret
komponerede han endnu Syngestykket «Hyrdinden
paa Alperne» (1783) og Musikken til det heroiske
Skuespil «Gorm den gamle» (1785). Et Arbejde af en
anden Art fra den nærmest følgende Tid var 2. Del af
Kantaten til Prinsesse Louise Augustas Formæling med
Prinsen af Augustenborg (1786); 1. Del havde Naumann
komponeret.
Under Koncertvæsenets næsten alt for frodige Opvæxt i
de musikalske Klubbers Periode blev der, som rimeligt
var, lagt Beslag paa H. fra forskjellige Sider. Han
blev, vistnok i 1784, Koncertmester i «Harmonien»,
det Selskab, som indtog den første Plads i musikalsk
Henseende, og komponerede for flere andre Selskaber
Kantater til deres Festligheder. Blandt de Vokalværker
af H., som opførtes i hans senere Aar, fremhæves
Musikken til Storms «Højtidssange», opført i Kongens
Klub 1787, og til samme Digters Passionssang: «Jesu
Dødsangest i Urtegaarden» samt «Forløserens Død,
Opstandelse og Himmelfart», komponeret til Text af
Chr. Hertz. – Slutningen af hans Liv formørkedes af
huslige Sorger, som Tabet af en voxen Datter, der var
Hjemmets Støtte, gjorde endnu byrdefuldere. Han døde
21. Okt. 1793.
H. var en samvittighedsfuld og beskeden Kunstner,
«en Mand, som kjendte sig selv, og som ikke var
indtagen af sig selv» – for at bruge hans egne
Udtryk. Partiturerne til de Ewaldske Syngespil
vidne ogsaa om, at han ikke let blev tilfreds med
sine Arbejder, men atter og atter vendte tilbage til
dem for at gjøre dem fuldkomnere. «Balders Død» blev
efter de første Opførelser næsten helt omkomponeret;
for nogle Stykkers Vedkommende kan der endog paavises
flere forskjellige Bearbejdelser. De Mangler, som
desuagtet bleve tilbage, lade sig let forklare af,
at den dramatiske Komposition var ham et uvant Fag,
hvor tilmed Sproget og Savnet af en mere omfattende
litterær Dannelse lagde ham Hindringer i Vejen.
Med sin Hustru, Margarethe Elisabeth f. Wilcken,
Datter af Guldsmed W. i Pløen, havde H. flere Børn. 2
af Sønnerne bleve Musikere. Den ældste af disse,
Johan Ernst H., var født 2. Marts
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
