Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hall, Carl Christian, 1812-88, Statsmand, Jurist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Reform i Grundlovens Aand, men tillige Modstand imod Bondevennernes
ensidige Demokratisme og Partityranni, udøvede en
væsentlig Indflydelse paa Valgene i 1852 og var i Virkeligheden den
første samlede Organisation af det national-liberale Parti, og som
Foreningens Formand var H. tillige Partiets naturlige Fører. Selv
sad han sikkert i sin Valgkreds, skjønt det ikke manglede ham
paa Modkandidater, og skjønt han, som han selv udtrykte sig,
udøvede en beklagelig Tiltrækningskraft paa alle Slags politiske
Karikaturer, der stundum gjorde Valghandlingen til farceagtige Løjer;
af alvorligere Modstandere kan egentlig kun nævnes Professor Peder
Hjort, der i de stærkt bevægede Aar 1852-54 var en af det
helstatlige Ministeriums ivrigste Penneførere og gjorde et mislykket
Forsøg paa at fortrænge H. fra Kredsen. Som Regel hørte disse
Valghandlinger paa Frederiksberg til de interessanteste i Landet, da
H. gjærne ved dem tog Anledning til udførlige politiske
Redegjørelser for Vælgerne, til hvis store Flertal han stod i et
ualmindelig sympathetisk Forhold. Det var mindre den indre Lovgivning
end det nationale Spørgsmaal og Forholdet mellem Monarkiets
forskjellige Dele, som i hine Aar var afgjørende for det politiske
og parlamentariske Liv. H. var af Stemning og Overbevisning
«ejderdansk», han saa i den inderligst mulige Forbindelse mellem
Kongeriget og Sønderjylland, frigjorte for Paavirkningen fra de
tyske Forbundslande, Betingelsen for Danmarks Selvstændighed som
Stat og for Folkets nationale Udvikling; men han var ikke af dem,
som troede, at dette Maal kunde trodses igjennem efter vor egen
Vilje, han var tvært imod fuldt tilbøjelig – efter adskilliges Mening
endog alt for tilbøjelig – til at tage Hensyn til de givne Forhold,
de tyske Stormagters og Forbundsdagens Politik, de evropæiske
Stormagters Stilling. I Notabelforsamlingen 1851 deltog han, men
uden synderlig Tro til dens Nytte; med Bekymring og Misbilligelse
fulgte han Grev Sponnecks Rejse til de tyske Hoffer og den Notevexel,
som siden sammenfattedes under Navnet «Aftalerne fra 1851-52»,
men det laa ikke for ham at træde i skarp Opposition til
nogen Regering, og hvor meget han end beklagede Kundgjørelsen
af 28. Jan. 1852, var han blandt de første til at bøje sig for den
som en Kjendsgjerning, som det Grundlag, paa hvilket fra nu af
enhver dansk Politik maatte bygges. I Arvesagen og Toldsagen,
der spillede Hovedrollen i 1852-53, stod han vel ikke paa
Regeringens Side, men var dog ingenlunde med i den skarpe
Opposition imod den. Først da Kampen mere og mere antog Karakteren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
