Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvig, Nicolai Frederik Severin, 1783-1872, Præst og Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Irenæus’ Skrift mod den falske Gnosis, fik Øje for det apostolske
Symbols Betydning som det ægte Udtryk for det grundkristelige og
de kristnes «oprindelige, altsaa uforanderlige» Trosbekjendelse, der
af Luther, i Modsætning til Zwingli og Calvin, var bevaret i
uopløselig Forbindelse med Daaben. Nu mente han at have fundet
det faste Stade, fra hvilket han, uden at frygte «det exegetiske
Pavedømme», kunde føre et dræbende Slag imod Rationalismen, og medens
den lutherske Opvækkelse andensteds lidt efter lidt gled tilbage i
den gamle lutherske Dogmatik, søgte han, ved at tage sit Udgangspunkt
i Trosbekjendelsen, at vinde en Position, der muliggjorde en
grundig Adskillelse mellem Tro og Theologi og en sand økumenisk
Betragtning af de konfessionelle Modsætninger. Hans nye Standpunkt
traadte frem i et Lejlighedsskrift, «Kirkens Gjenmæle mod
Professor H. N. Clausen» (1825), der indeholdt nærgaaende Angreb paa
den unge Præstelærer og vakte uhyre stor Opsigt (III, 616). G., der her
ikke optraadte som Kritiker, men som kirkelig Modstander, paastod,
at Professor Clausen «som ærlig Mand enten maatte gjøre den kristne
Kirke højtidelig Afbigt for sin ukristelige og forargelige Lærdom
eller nedlægge sit Embede og aflægge sit kristne Navn». Clausens
Svar var en Injurieproces, efter hvilken G. blev dømt til en Bøde
og til Censur; men inden Dommen var falden, havde han nedlagt
sit Embede. Det var Stiftsprovst H. G. Clausens Forbud mod at
bruge Fornyelsen af den gamle Dagvise: «Den signede Dag» og et
Par nye Højmessesalmer ved Gudstjenesten i vor Frelsers Kirke paa
Kristendommens Tusendaarsfest (Pinsen 1826), der bragte Bægeret til
at flyde over; men Pinagtighederne ved en Præstestilling i Kjøbenhavn
og den Maade, paa hvilken Mynster, i hvem G. havde ventet
at finde en Medstrider, tog Afstand fra ham, vare vel de egentlige
Aarsager til dette afgjørende Skridt.
Dermed oprandt der for ham et «Vintersæde i Studerekammeret»,
og det blev brugt lige saa flittig som Kandidataarene paa Valkendorfs
Kollegium og Mellemtiden mellem Kapellaniet i Udby og Sognekaldet
i Præstø. Navnlig for hans Gjerning som «folkelig Vækker»
havde det stor Betydning. Allerede i Begyndelsen af 1827 skrev
han et «litterært Testamente», der viste, at han ikke havde sat sit
gode Humør til. Der i er det, at han giver den berømte
Karakteristik af sig selv som «Hælvten Skjald, Hælvten Bogorm», og deri
fremhæver han med Styrke Nødvendigheden af, at der bliver slaaet
Bro over det Svælg, der skiller Folket fra de boglærde. Ved
Fordanskningerne af Saxo og Snorre haabede han at have gjort noget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
