Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvig, Nicolai Frederik Severin, 1783-1872, Præst og Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Goethes Poesi vakte hans Interesse for det tyske Aandsliv og lærte
ham, hvilken Magt der ligger i den livlige, begejstrede Tale. Det
overraskede ham, at Steffens lod haant om den saakaldte «Oplysning»,
medens han talte «med en forbavsende Ærbødighed» om
Christus, og under Steffens’ Foredrag slog Tanken om Tidernes
Sammenhæng og Christus som deres Midtpunkt Rod i hans Sjæl.
Da han i Okt. 1803 havde taget Attestatsen, rejste han først til
Udby, siden til sin Broder Otto G., der var Præst i Torkildstrup
paa Falster, og i Begyndelsen af 1805 fik han en Plads som Huslærer
hos Kapitajn Steensen de Leth til Egelykke paa Langeland.
Under Opholdet der prædikede han af og til i Bøstrup Kirke om
Dyd og Pligt og om Jesus, den redelige Sandhedens Lærer, men
en heftig Forelskelse i Husets Frue faldt som et Hagelvejr over ham
og knuste paa én Gang hans Livsglæde og hans Selvretfærdighed.
Under denne Hjærtesorg vaagnede imidlertid alle de skjulte Evner
i ham, og hans Digtergenius fik Vinger. 1807 prøvede han sine
Kræfter paa en poetisk Gjengivelse af Schillers «Bruden fra Messina»,
og han følte tillige Drift til selvstændig dramatisk Produktion. Ved
Fordybelse i Fichtes mandige Filosofi og Schellings poetiske Spekulationer
blev han lidt efter lidt ført fra Rationalismen og Populærfilosofien
over i Romantikkens Forgaarde, og Oehlenschlägers nordiske
Digte vakte hans slumrende Kjærlighed til Norden. Hjærtesorgen i
Forbindelse med de stærke Impulser fra den tyske Poesi og Filosofi
frembragte en Gjæring i hans Sjæl, og han trængte til at give sine
Stemninger Luft. I sin Harme over at se Eddadigtet om Skirners
Rejse gjort til Gjenstand for komisk Behandling i Rahbeks «Minerva»
for 1806 skrev han en Afhandling om Sangene i Edda, og den blev
snart efter fulgt af et Par andre Afhandlinger, som viste, at den
hjærteskudte Ungersvend søgte Trøst for sin Sorg ved at leve sig
ind i Nordens Oldtid. Samtidig sendte han ogsaa Fallesens «Theol.
Maanedsskrift» et Indlæg i den ved Biskop Boisens Forslag (II, 484)
aabnede Forhandling om liturgiske Reformer. Den unge Forfatters
i det hele meget uklare Afhandling røber stærk Paavirkning af
Schelling, men mærkelig nok fremhæves allerede her Daab og
Nadver som de to liturgiske Hovedpunkter, hvorom alt bør dreje sig.
Han polemiserede mod dem, der vilde forvandle Religionen til Poesi,
men selv var han dog endnu kun poetisk vakt. Digteren var, som
han snart selv saa, i denne Afhandling adskillige Aar forud for
Mennesket; Odin og Christus brødes endnu paa en sælsom Maade
i hans Indre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
