Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Friis, Christian, 1581-1639, til Kragerup, Kongens Kansler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en ikke ganske ringe Behagelighed; thi medens den gamle Kansler
vilde afgjøre alt, gav den yngre Professorerne langt friere Hænder.
Denne var vel ikke saa stiv en Latiner som hans Forgænger, men
hans videnskabelige Sans strakte sig til videre Omraader, og da
navnlig til Fædrelandets Historie og Oldsager, ligesom han havde
en Kjærlighed til dansk Digtekunst og Litteratur, som den gamle
Chr. F. næppe har haft i samme Grad. For de kirkelige Anliggender
havde begge vistnok en ikke ringe Omhu; men ogsaa her gjorde
deres forskjellige Individualitet sig gjældende, og den yngre F. tog
Sagerne paa en Maade, der mere tiltaler os end det noget barske
Regimente, som den gamle Kansler øvede.
Gjennemlæser man den lange Række af Breve, som Christian IV
har skrevet til F., eller gjennemløber man de tykke Pakker af
«Kanslerbreve», som Tiden har levnet os, da faar man et næsten
overvældende Indtryk af Mangfoldigheden af de Sager, som Kansleren
maatte gjennempløje for enten selv at træffe en Afgjørelse
eller forelægge Kongen et Referat til nærmere Resolution. Af størst
Betydning var hans Præsidium paa Herredagene og i Rigsraadets
Møder med alt, hvad dertil hørte af Propositioner, Erklæringer og
Betænkninger samt Domme. Kansleren indtog paa en Maade en
dobbelt Stilling under disse Forhandlinger, nemlig dels som Kongens
Repræsentant, dels som Formand for Adelsraadet. Saa vidt vi
kunne se, har F. imidlertid i de allerfleste Tilfælde forstaaet at
klare denne Situations Vanskelighed, saa at han bevarede baade
Kongens og Rigsraadets Tillid. Den over hans Person udbredte
Ro og Værdighed, ikke at tale om hans ubestridelige Hæderlighed
og hans bekjendte Velvilje over for alle gode Formaal, har vistnok
mangen en Gang hjulpet ham ud over Stillingens Vanskeligheder.
Kun to Begivenheder skulle her særlig anføres; i den ene gik F.
med Rigsraadet, i den anden med Kongen, og begge Gange valgte
han uden Hensyn til egen Behagelighed eller Fordel at gaa den
Vej, som et retskaffent Sind maatte anbefale. Den ene Gang var,
da Rigsraadet med F. i Spidsen i Avg. 1634 i Anledning af Prins
Christians forestaaende Ægteskab gjorde Kongen meget indtrængende
Forestillinger om, hvor nødvendigt det var, at Prinsen ændrede sit
usædelige cg irreligiøse Levned, der ellers vilde bringe Skam og
Skade over Fædrelandet; den anden Gang var, da F. og Hr. Jørgen
Urne til Alslev s. A. vare de eneste blandt Adelen i Sjælland og
Smaalandene, som ubetinget erklærede sig villige til efter Kongens
Forslag at ophæve Vornedskabet paa deres Godser.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
