Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik Christian, Hertug af Augustenborg, 1765-1814
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at være dalet strax efter Bernstorffs Død (1797); den gik senere
stærkt tilbage, da Modsætningen mellem de to Svogre, den filosofisk
anlagte og dannede Hertug og den praktiske, men lidet begavede
Kronprins, traadte altid stærkere frem. Til et Brud kom det dog
først,da Kronprinsen efter det tyske Riges Opløsning vilde
indlemme Holsten i Danmark paa samme Maade, som det 1721 var
sket med Slesvig. Imod denne Hensigt nedlagde Hertugen en
bestemt Indsigelse (3. Sept. 1806), i det han gjorde gjældende, at
ingen ensidig Akt fra Kongens Side kunde forandre en Arvefølge,
som fra umindelige Tider havde forbeholdt Oldenborgernes
Mandsstamme dette tyske Land. Denne Opfattelse, der tiltraadtes
af Statsraadets vigtigste Medlemmer, nødte Kronprinsen til formelt
at opgive sit Forsæt, men han glemte det ikke, og han betragtede
fra nu af sin Svoger med Mistænksomhed. Denne trak sig mere
og mere tilbage fra Hoffet og solgte i det følgende Aar sin Ejendom
i Hovedstaden. En endnu værre Anstødssten bragte dog
Revolutionen i Sverige 1809 og Tronfølgervalget i Ørebro 1810.
Efter Gustav IV’s Afsættelse besteg som bekjendt hans Farbroder
Carl XIII Tronen, medens Hertugens yngre Broder, Christian
August, valgtes til Tronfølger. Da han pludselig døde 28. Maj
1810, faldt Tanken paa Hertugen, medens andre ønskede Frederik VI
for saaledes at vinde den længe attraaede Forbindelse med Norge.
Som rimeligt var, opstod der heraf en stærk Spænding mellem de
to Svogre; Hertugen forsikrede, at han vilde træde tilbage for sin
Medbejler, hvis der var nogen Sandsynlighed for hans Valg, men
holdt sig dog en Udvej aaben til selv at samle Stemmerne. Kongen,
der ikke stolede paa hans Oprigtighed og vel ogsaa af sin Søster
underrettedes om hans Forhandlinger med Carl XIII, modarbejdede
ham og erklærede, at han som dansk Undersaat ikke var
berettiget til at modtage Valget uden hans Samtykke. I det man
paastod, at Rygtet sagde, at Hertugens Tilhængere vilde lade
ham bortføre, lod Kongen ham bevogte paa Als; om et
saadant Rygte overhoved var til, er vel tvivlsomt, men Hertugen
hindredes derved i at fremstille sig personlig for Valg-Rigsdagen.
Det kom imidlertid dog saa vidt, at dennes hemmelige Komité
14. Avg. besluttede at indstille F. C. til Valg; men strax efter slog
Stemningen om, og 17. s. M. indstilledes Prinsen af Pontecorvo,
hvorefter han d. 20. af alle Stænderne blev valgt til Tronfølger.
Hertugen kunde dog aldrig helt opgive Haabet om, at Stemningen
igjen skulde slaa om og de politiske Begivenheder fjærne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
