Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik II, 1534-88, Konge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paa Ilbud afgaar for at hente Tronarvingen til Faderens Sygeleje,
Dronningen skriver de mest indtrængende Breve, og dog lykkes
det først F. at naa over til Kolding flere Dage efter, at Faderen
allerede har udaandet. Hvad var Grunden til denne tilsyneladende
Hjærteløshed fra Sønnens Side? Samtidens Historieskrivere sige,
at Modvind var Skyld i Prinsens Forsinkelse; nyere Undersøgelser
gjøre det dog sandsynligt, at denne væsentlig skyldtes Prinsens
Harme over de Forsøg, der samtidig bleve gjorte paa at berøve
ham hans elskede og knytte hende til en anden Mand.
Nu var F. Konge. «Præstekongen» var død og den unge
livsglade Mand kommet paa Tronen. Det mærkedes snart, at en
anden Aand gik gjennem Styrelsen af Landet, en kraftig og djærv
Slaaen til, der stod i den skarpeste Modsætning til Faderens
forsigtige Tilbageholdenhed. Ditmarskerkrigen, Indblandingen i
Østersølandenes forviklede Forhold, Trusler imod Nord og Syd og endelig
Gjenoptagelsen af den gamle Unionspolitik med Syvaarskrigens lange
og blodige Skuespil sætte deres Mærke paa den første Del af F.s
Regeringstid. De give ogsaa Nøglen til Forstaaelsen af hans
Karakter med dens Styrke og dens Svagheder.
F. II var sin Moders udtrykte Billede, den samme statelige
og prægtige Skikkelse, den samme livslystne, fyrige og stort anlagte
Natur. Som hun vuggede han sig i fantastiske Storhedsdrømme,
men ligesom hun manglede han den skabende, ordnende Evne.
Hans heftige, koleriske Temperament henrev ham til stærke og
lidenskabelige Ytringer, til energiske Handlinger; men han kjørte
sig hurtig træt og overgav saa gjærne den øverste Ledelse til andre.
Han havde en klar Følelse af sin egen Underlegenhed i Evner og
Kundskaber; hvor ofte har han ikke brust op mod Daniel Rantzau,
mod Peder Oxe, mod Johan Friis og andre, men dog til sidst endt
med at overlade dem hele Arbejdet og Ansvaret. Ved Siden af
disse Egenskaber træder frem hos ham en hjærtelig Venlighed og
Spøgefuldhed i Omgang, parret med grand Seigneurens Hævden
af sin egen Værdighed, det sidste ogsaa utvivlsomt en Arv efter
Moderen som saa meget andet i hans Væsen. Renæssancetidens
stærke Livslyst og Trang til udadvendt Liv have i F. en fuldblods
Repræsentant. Altid er han paa Færde, tumler sig paa Jagten,
holder Fester, glæder sig over at gjøre sine Slægtninges og
Undersaatters Bryllupper med Pragt og Glans, en dygtig Dranker som
saa mange af hans samtidige – den eneste Fejl, hans gejstlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
