Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fasting, Claus, 1746-91, Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i J. S. Cammermeyer (III, 349), ved hvis Afrejse 1759 F. blev sat
i Latinskolen, hvor han udmærkede sig bl. a. i Mathematik. Han
deponerede 1761 og tog Aaret efter Examen philos. Han var
munter og glad, men forandredes pludselig i Retning af Alvor og
Eftertanke ved Læsningen af J. S. Sneedorffs «Patriotiske Tilskuer».
Efter Examen philos. vendte han 1762 tilbage til Bergen, hvor han
efter Faderens Ønske, men uden Tilbøjelighed tilbragte 4 Aar med
theologiske Studier, hvorpaa han 1766 drog til Kjøbenhavn og tog
den theologiske Examen. Han siger selv i en Ansøgning til Kongen,
at han tog alle sine Examina med Berømmelse. Han blev nu i
Kjøbenhavn i 2 Aar og lagde sig efter levende Sprog og Musik
(Piano), tilbragte saa atter 2 Aar i Bergen som Informator og ivrigt
Medlem af det ved Rektor Jens Boalth stiftede «frivillige Harmonisters
Akademi». Her optraadte han som lyrisk Digter og gjorde tillige
sit første dramatiske Forsøg med Hyrdestykket «Pans Fest» til
Kongens Fødselsdag 1770. Da nu begge hans Forældre vare døde,
drog han i Maj 1770 atter til Kjøbenhavn, maaske for her at søge
sit Ophold ved litterære Arbejder. Han var en ivrig Beundrer af
Voltaire og stærkt paavirket i fransk Retning, hvilket han lagde for
Dagen ved sin Tragedie «Hermione» (1771). Den blev ikke opført,
og den fine Mand har her maaske set et Vink om ikke at gaa
videre paa denne Vej, medens han dog blev staaende i Forbindelse
med Theatret som Oversætter. Sit Livsophold fandt han som
Informator, og ved at arbejde uden Gage i Rentekammerets Arkivkontor
søgte han at bane sig Vejen til et civilt Embede. En Tid
var han ogsaa Sekretær i Tallotteriet. Skjønt han ikke deltog i
Oppositionen mod den ved Ewald repræsenterede Retning i Poesien,
men snarere hyldede den store Digter, blev han dog et af det
norske Selskabs vigtigste Medlemmer og deltog flittig i dets Sammenkomster,
hvor han ved sit fine Væsen – «fransk midt i Perialen»
(Wessel) – ikke mindre end ved sine skarpe Epigrammer –
«in epigrammate regnavit», skrev Søren Monrad paa hans Gravsten –
var udpræget blandt de overgivne Kammerater. Han var uden
Tvivl Selskabets mest kritiske Aand, og ved sin Recension af dets
udgivne Samlinger (1775) har han med Varme givet Publikum et
Indblik i dets Væsen og hævdet dets Ry for kommende Tider.
Medens han i denne Tid kun sparsomt fremtraadte som Lyriker,
fandt han sig snart paa sin rette Plads som Kritiker, udgav med
Abrahamson «Kritisk Journal» (1773) og med denne og Tode
«Den kritiske Tilskuer» (1775-76). Ved at gjennemgaa disse i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
