Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Falster, Christian, 1690-1752, Filolog og Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ovids Klagebreve, der dog først udkom 1719, sandsynligvis omtrent
samtidig med den rimede Bearbejdelse af Juvenals 14. Satire, om
Børnetugt (findes nu kun i en Udg. 1731). Denne førte ham atter
til selvstændige Forsøg i samme Digtart, formodentlig siden 1720.
Hans fleste Satirer udkom 1721-22, enkelte 1730-39 (42?), alle
trykte enkeltvis og anonymt, saa at det har haft sine Vanskeligheder
at fastslaa Omfanget af F.s danske Forfatterskab. Satirerne
ere: «Disse Tiders onde Optugtelse», «Daarers alamodiske Leveregler»,
«Den daarlige Udenlandsrejse», «Den utidige Rangsyge»,
«Den uforsvarlige Rekommendation», «Det daarlige Giftermaal»,
«Betænkning om Frieri og Giftermaal» (der dog mere har Præg af
et temmelig udtværet Læredigt end af Satire), «Gjerrigheds Afmaling»,
«Verden som et Dolhus», «Den latinske Skriverstue» og «Om falske
Venner», hvilken sidste F. indsendte som Besvarelse af Holbergs
3. Prisopgave 1739. De modtoges med stort Bifald og oplevede
næsten alle i kort Tid flere, indtil 5 Oplag. Andr. Hojer i «Nova
lit.» 1721 og Alb. Thura i «Idea hist. lit. Danorum» 1723 roste nogle
af de første som uskyldige og frie for personlige Hentydninger,
aabenbart paa Holbergs Bekostning. Holberg selv indrømmer i
Fortalen til Skjæmtedigtene gjærne dette, men hævder paa den anden
Side, at ingen kan undgaa Beskyldning for at sigte paa Personer,
naar han vil satirisere i Karakterskildringer og under danske brugelige
Navne. Han approberer ingenlunde «Juvenals eller deslige Poeters
Morosité, der dræbe Folk med gammel Postilmorale og locis
communibus», nemlig Ivren mod nye Moder i Dragt og Levemaade
og mod de Fejl, som gaa i Svang blandt rige og fornemme Folk,
og som Mængden derfor gjærne ser gjennemheglede.
Holberg betegner her tydelig nok F. som Repræsentant for
den ældre, generelt moraliserende Satire, rettet mod Fejl og Laster
i al Almindelighed og mod de nye Moder og Noder, til Forsvar for
gammeldags Tugt og Ærbarhed. Virkelig er det ogsaa denne ældre,
nationale Retning, der for sidste Gang blomstrer op i F., netop
samtidig med at hans Bysbarn, Præsidenten i Ribe Carsten Worm,
1718-27 indførte nyevropæiske Mønstre ved Oversættelsen af
Boileaus Satirer, og at Holberg begyndte den selvstændigere Tilegnelse
af disse Mønstre med «Peder Paars» 1719 og Skjæmtedigtene 1722.
Holberg stiller sig altsaa, modsat af F., væsentlig paa det nyes, den
indtrængende almenevropæiske Kulturs Side, og med rette kan han
fremhæve sin Satire som mere individualiserende Virkelighedsdigtning
og derfor lettere udsat for at vække Uvilje. F. fulgte som vore
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
