Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ewald, Johannes, 1743-81, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skjønaand Konferensraad A. G. Carstens deltog i dets endelige
Redaktion for at gjøre det præsentabelt for de høje Smagsdommere,
hvorved det dog kun vandt lidt og tabte adskilligt; men selv
saaledes, som det kom til at foreligge trykt, blev det det første
følgerige Forsøg paa for hele den danske og norske Læseverden at
gjenføde Oldtidens Helteliv og Sagnene om vore Fædres Guder.
Digteren havde opgivet den ubundne Stil fra «Rolf Krage» og
valgt Verset, i hvis Behandling han nu havde naaet det højeste
Mesterskab; samtidig var den jordiske Handling sammenknyttet
med Kampen mellem Guder og Jætter, og de mest ejendommelig
nordiske Myther, om Loke og Valkyrjerne, vare førte frem med
en enestaaende lyrisk Kraft og Genialitet. Man kan vistnok uden
Overdrivelse sige, at hele Oehlenschlägers og Grundtvigs oldnordiske
Digtning har sin umiddelbare Kilde i E.s «Balder».
Endelig skrev E. i Rungsted forskjellige Ting, som høre til
det bedste af dansk Prosa i det 18. Aarhundrede. Det første var
et paatænkt Ugeblad, «De fremmede», i hvilket han i Romanform
vilde nedlægge sine psykologiske Studier; det kom ikke ud i hans
Levetid, men han fik ikke saa lidt skrevet af det, nok i alle
Tilfælde til, at man deraf kan lære hans egen Synsmaade at kjende.
Hans Fremstilling er let og flydende, om end noget vidtløftig; han
er vittig og har gjort mange rigtige Iagttagelser; men i det hele
og store er hans Opfattelse af Menneskene idealistisk spændt, fuld
af grelle Modsætninger, saaledes som hans eget Liv havde lært
ham det. Med langt større Fornøjelse læser man derfor hans egne
Erindringer, hans saakaldte «Levned og Meninger», som han ogsaa
begyndte her og nedskrev for Schønheyder og Carstens. Han skrev
om sin Flugt til Tyskland, om «Højen», om sin Svaghed for «Vinen»
og om Arense, – disse faa Kapitler, henkastede med løbende Pen,
men gjennemtrængte af en saadan Rigdom af Poesi, af saa megen
Lykke og Smerte, at de vel kunne siges i senere Tider alene at
have vundet ham lige saa mange Venner som alle hans Digterværker
tilsammen.
Des værre for E. døde hans Værtinde i Foraaret 1775, og
dermed var Freden atter ude. Han havde hidtil med mindre
Undtagelser levet et regelmæssigt Liv under hendes moderlige Tilsyn,
men nu faldt han paa den Tanke at ville gifte sig, og det, som
hans Venner paastode, med en aldeles uværdig Kvinde. Dette førte
til pinlige Forhandlinger med Moderen og Schønheyder, og da intet
andet hjalp, maatte han fjærnes fra Rungsted og føres til et nyt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
