Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ewald, Johannes, 1743-81, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den ugifte Stand, og vise sit Kjendskab til og sin Forstaaelse af
jævne Folks Maade at være paa. Der kan ingen Tvivl være om,
at jo disse Øvelser i høj Grad bidroge til at udvikle baade hans Stil
og Herredømme over Sproget som ogsaa hans Blik for Menneskelivet
og Menneskenaturen; men for Litteraturen ere de i øvrigt
uden synderligt Værd.
Men hans egne Oplevelser, hans Lidelser og Forvildelser, hans
Anger og Fortvivlelse, hans viljeløse Hengivelse i Lidenskaben og
hans religiøse Selvbesindelse og Kamp for at rive sig løs og vende
tilbage til det Samfund, som han havde trodset, – alle disse
fristende og smertelige Følelser havde imidlertid gjort ham til en lyrisk
Digter af højeste Rang. Hvilken sjælden Evne han i den Henseende
sad inde med, havde første Gang vist sig, da han skulde skrive en
Sørgekantate over Frederik V (Jan. 1766); det lykkedes ham her i
faa og simple Ord at give et rørende Udtryk for de Følelser, som
havde grebet alle ved den folkekjære Konges Død, og det blev
denne «Solo» («Hold, Taare, op at trille»), der til hans egen
Overraskelse første Gang bragte hans Navn paa alles Læber. Senere
havde hans lyriske Sprogkunst givet sig Vidnesbyrd i «Adam og
Eva» og flere samtidige Kantater; men det var dog først nu, under
de vanskeligste sjælelige Brydninger, at ogsaa hans Lyrik naaede
sin Fuldendelse. Fra Vinteren efter Opholdet paa Rygaard ere
Digtene «Pønitenten» og «Hvo kan opholde Ormens Liv»; noget
senere bearbejdede han Syngestykket «Philemon og Baucis», og ud
paa Efteraaret offentliggjorde han: «Da jeg var syg». Samtidig
begyndte Rækken af de berømte Lejlighedsdigte, Bryllups- og Sørgesange,
der til Dels afkjøbtes ham for en ringe Betaling, medens
andre gjaldt nære Venner som Lieutenant Arnsbach og Fru Thonning.
Fra denne Tid er ogsaa Digtet til Schleppegrell («Haab og
Erindring») og til hans Moder («Nyaarsønske») samt «Nattetanker».
Ved sin Moders Omsorg var E. imidlertid bragt ind under
mindre sørgelige Forhold, i det han fra Efteraaret 1771 kom til at
bo hos en Fuldmægtig Niels Winther i Vingaardsstræde, hvor han
ikke blot havde det godt med Hensyn til sine ydre Fornødenheder,
men ogsaa fandt en venlig Omgang; hans Moder og hengivne
Venner kom jævnlig til ham, og han fik en ny og trofast Ven i
Moderens Sognepræst, J. C. Schønheyder, senere Biskop i Throndhjem.
Som Sjælesørger støttede han E. i hans Kamp mod slette
Vaner og uværdige Forvildelser, uden at det dog endnu kunde
lykkes helt at afholde ham fra de mest paafaldende Udskejelser,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
