Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erik Ejegod, -1103, Konge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vendiske Plyndrere, betvang Rygen og stred mod
Hedningerne ogsaa paa Fastlandet, hvor han indtog
Oldenburg i Vagrien.
Men ogsaa for en kirkelig Frigjørelse lige over
for Udlandet vilde E. kæmpe. Den kejserligsindede
Ærkebisp Liemar af Bremen var traadt skarpt op
mod E., som sluttede sig til Pave Urban II; Kongen
vilde nu forsøge at skaffe Nordens Kirke frigjort
for Bremens Overherredømme, og samtidig haabede
han at faa sin dræbte Broder optaget blandt Kirkens
Helgene. Han drog i Efteraaret 1098 til Italien og
traf Pave Urban i Bari i Apulien, hvor der da holdtes
et Koncilium, men de tvende Spørgsmaal bleve ikke
endelig afgjorte. Paa Rejsen sørgede E. for nordiske
Pilegrimme ved at oprette et Gjæstehus i Piacenza og
ved at træffe lignende Omsorg for de rejsende i Lucca;
han bragte Relikvier af den hellige Nicolaus hjem til
sin Kirke i Slangerup. Omsider kom Pavens Tilladelse
til Knuds Kanonisation; ved en stor Fest Langfredag
(19. April) noi kunde det kostbare Skrin med hans
Ben hensættes paa Alteret i den nybyggede St. Knuds
Kirke i Odense. Jordegods henlagdes til Kirken og det
tilhørende Kloster, til hvilket Munke vare indkaldte
fra Klosteret Evesham i England. I samme Aars Sommer
fandt et Møde Sted ved Gøtaelven mellem E. og Kongerne
Inge af Sverige og Magnus Barfod af Norge, hvilken
sidste havde plyndret i Halland, ligesom han stadig
laa i Kamp med Kong Inge. E. mæglede mellem Kongerne
og søgte uden Tvivl tillige at bane Vej for Tanken
om et Primat for den nordiske Kirke i Lund.
Denne Sag skulde dog ikke blive afgjort i Rom før
efter E.s Død. I Ophidselse havde E. dræbt nogle
Hirdmænd; en Spillemand havde i Følge Saxe ved sit
tryllende Spil bragt ham i Raseri. Han vilde drage
til det hellige Land «for at helbrede sin Sjæl»,
siger den islandske Skjald. Da E. kundgjorde sit
Forehavende, bad Folket ham bønlig om at opgive sit
Forsæt; store Gaver vilde det ofre for at løskjøbe
ham fra sit Løfte. Men E. turde ikke bryde sin Ed;
han indsatte et Rigsforstanderskab, bestaaende af hans
ældste Søn Harald Kesja og Biskop Asser af Lund, og
drog derpaa (1102) med sin Hustru Bodil over Garderige
til Konstantinopel, hvor Kejser Alexius viste ham
megen Ære. E. var den første af Evropas Konger, som
drog i Pilegrimsfart til det hellige Land; men han
skulde ikke naa det. I Baffa paa Cypern angrebes han
af Feber og døde 10. Juli 1103. Efter at have jordet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
