Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Drachmann, Holger Henrik Herholdt, f. 1846, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der staar imellem Linierne paa det meste af, hvad han skriver:
«Holger D. er højere end Stilen», – thi Stilen er kun Menneskets
Selvfornægtelse over for Værkets Stemning. Naturligvis maa Lyrikken
lide mest under hin Sætning; i Snesevis kunne de Digte tælles, der
ødelægges ved et Udtryk, som skurrer i Stilen: smaa Saar ofte,
men dødelige.
Endnu et Par Aar tilbragte D. i Udlandet (Frankrig 1878:
«Prinsessen», Hamborg, Vinter 1879: «Paul og Virginie»). I
Foraaret 1879 ægtede han Emmy Culmsee (f. 1854, Fader:
Papirfabrikant C.) og tilbragte Hvedebrødsdagene paa Skagen, hvorfra
Motivet til «Lars Kruse» (udk. Jul s. A.), som indeholder noget af
hans bedste Prosa, og paa Samsø, hvor Oversættelsen af Byrons
«Don Juan» begyndtes, et mesterligt Arbejde, som er en af D.s
blivende Fortjenester af dansk Litteratur. Vinteren tilbragtes i
Kjøbenhavn, hvor Æventyrdigtet «Østen for Sol og vesten for
Maane» blev til, D.s bedste Bog; havde dens friske og fantasifulde
Forgængerske, «Prinsessen og det halve Kongerige», ingen Idé, saa
fik denne til Gjengjæld en, der var lidt for massiv: Kvindens
Opdragelse gjennem Kjærlighed og Arbejde, – den lidt pædagogiske
Slutning af Digtet staar ikke paa Højde med Begyndelsens
fortryllende Poesi. Kjed af Hovedstaden opslog Digteren nu sine
Pavluner i Vedbæk (Taarnhøj, Foraar 1880 til Efteraar 1881), hvorfra
«hans Pegasus afgræssede Fiskerlejerne» nord paa indtil Sletten
(«Vangaa»), – «Vildt og tæmmet» (1881), af hvilken dog det
ypperste Stykke, «Syndflodssagn», var skrevet tidligere, i Ditmarsken.
«Vandenes Datter» (s. A.) er i sin prægtige Begyndelse stilistisk
stærkt beslægtet med hint lille Mesterværk, men det er ikke
lykkedes at faa den idealistiske Sagnskikkelse bragt frem i
Fortællingens Plan. «Tordenskjold» (1880) var en Fortsættelse af
«Krigsbillederne» i «Dæmpede Melodier», men hæver sig højt over dem,
skjønt det ikke kunde blive det nationale Epos, der tilstræbtes; et
Digt som «Paa Kanoner og Pokaler» er et ægte Drachmannsk
Bravourstykke, og «Carl XII’s Skygge» er mere. Oversættelsen af
«Don Juan» gik jævnsides disse Værker med utrættelig Flid og
ukølnet Kjærlighed til Opgaven. Disse Aar vare maaske Digterens
lykkeligste, han syntes at være kommen til Ro og Klarhed,
Polemikken mod det bestaaende var endt, Polemikken mod det
nedbrydende begyndte. Fra Hjemmets faste Borg ved Arnens
Alter rejste han sig mod, hvad han nu ansaa for blot negative
Litteraturstrømninger. Først lyrisk i «Gamle Guder og nye» (af «Svend
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
