Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Clausen, Henrik Nicolai, 1793-1877, Theolog og Politiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kirkelige og kirkepolitiske Spørgsmaal, der stode paa Dagsordenen,
viste alle, at han hverken havde tabt sit Mod eller sin Virkelyst.
Hans theologiske Udvikling bærer ikke Spor af nogen voldsom
Omvæltning. Han sagde selv i sin Alderdom, at han intet havde
at berette om en Bodskamp eller om Naadelysets pludselige Gjennembrud;
hans theologiske Livsvej stod for ham «som en jævn
Selvudvikling». Ved Universitetet docerede han i den første Tid især
det nye Testaments Exegese. Fortolkningerne til de synoptiske
Evangelier (1847-50), til Johannes-Evangeliet (1855) og til Romerbrevet
(1863), hans theologiske Doktordisputats (1826) om Augustinus
som Skriftfortolker samt hans «Det nye Testaments Hermenevtik»
(1840) ere Frugter af hans exegetiske Studier og Vidnesbyrd om
hans hermenevtiske Methode. Disse Arbejder udmærke sig ved
Korthed og Klarhed i Udtrykket; det er ikke exegetiske Magasiner,
men praktiske Lærebøger, i hvilke der er gode sproglige, historiske
og arkæologiske Oplysninger. Men naar Exegesen af de enkelte
Ord er til Ende, slaar Forfatteren ind paa en Fremgangsmaade,
der med et af hans egne Yndlingsudtryk kan betegnes som et Forsøg
paa «at styre rnidtstrøms» – mellem J. P. Lange og Ebrard
paa den ene Side, Strauss og Weisse paa den anden, mellem
Christustroen og Kritikken. En saadan Midtstilling, der som
oftest mere antydes end anvises, røber den Halvhed, der prægede
hans dogmatiske Grundanskuelse. Denne har han først fremlagt i
en populær «Udvikling af de kristelige Hovedlærdomme» (1843),
senere med videnskabeligt Tilsnit i en «Kristelig Troslære» (1853)
og til sidst i hans betydeligste Arbejde: «Det evangeliske Kirkelivs
Nutid og Fremtid» (1859), der efter hans Død, som hans kirkelige
Testamente, udkom i en udvidet Udgave. Lige saa bestemt, som
han tog Afstand fra den kirkelige Orthodoxi, gjorde han med
stigende Styrke Krav paa at være bibelsk orthodox, og den, der
udvortes betragter hans Dogmatik med de lange Bevisrækker af
Skriftsteder, vil være fristet til at regne hans Troslære til de bibelske
Dogmatikker. Men den, der fordyber sig i hans Udviklinger, vil
snart se, at der er en betydelig Islæt fra den gamle Rationalisme
og fra Schleiermacher i hans dogmatiske Væv, saa at Skriftens
Vidnesbyrd ikke helt og fuldt kommer til sin Ret, saa vist som
flere Led af den kristne Tro skydes til Side som betydningsløse.
I konfessionel Henseende er hans Troslære unionistisk. Luther og
Calvin gaa i Regelen op i en højere «evangelisk» Enhed, og paa
afgjørende Punkter faar Calvin endog Ret over for Luther. Den,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
