Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Boye, Caspar Johannes, 1791-1853, Præst og Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Spand af Aar vækker en Formodning om, at kun en meget
overfladisk Forberedelse er gaaet forud. Men dertil
kommer en Egenskab ved disse Skuespils poetiske
Diktion, der, selv om man ikke tør sige, at den
er beregnet paa at tildække Mangelen af historisk
Karakteristik, dog i og for sig umuliggjør ikke
blot denne, men endogsaa al psykologisk Skildring af
blot nogenlunde Dybde. Som B.s dramatiske Digtning
overhovedet er en Efterklang af Oehlenschlägers,
saaledes kan man ganske særlig sige, at det er Klangen
mere end Aanden, de stræbe at efterligne, og som saa
mangen Efterligning synde de ved Overdrivelse. Er
Oehlenschlägers poetiske Sprog, just ved at være
et saa ejendommeligt Udtryk for hans frodige,
meddelsomme Personlighed, hyppig i Modstrid med
den Tidsaand, det skulde give Mæle, saa bliver hos
B. Meddelsomheden til Snakkesalighed og den naturlige
Frodighed til et Drivhus-Plantelivs spraglede
Blomsterpragt. Metaforen er den eneste Talefigur,
han kjender, og af den gjør han en saa udstrakt Brug,
at endog den naturligste Ordvexling om jævne Forhold
omskrives i Billeder og indsvøbes i Blomster. Og
i det denne Udtryksmaade benyttes uden Forskjel
af Kongen som af Bonden, af Helten som af Skurken,
drukner enhver anden Karakteristik end den, der kan
paasættes udvendig med stærke Farver, i dens Ordflom,
Hvad der yderligere berøver B.s Dramer deres Marv,
er, at de som «Sørgespil» ikke ere gjennemsusede af
den tragiske Kollisions Vingeslag, men have deres
Konflikt inden for den «historiske» Persons mere
private Sfære, mod hvilken Historien kun danner den
fjærnere Baggrund.
Paa den anden Side skal det indrømmes, at B. under
sit næsten lidenskabelige Arbejde for Theatret
gjorde iøjnefaldende Fremskridt, hvad Beregningen
af den sceniske Virkning angaar, og at hans Skuespil
havde adskillige Egenskaber, der maatte sikre dem en
nogenlunde varig Theatertilværelse. Kan man f. Ex. i
«Erik VII» overhovedet forsone sig med en Fremstilling
af Kong Erik Glipping, der nærmest skildrer ham som
en sentimental Biedermann, saa kan det ikke nægtes,
at der er lagt et ikke almindeligt dramatisk Talent
for Dagen i hele Planens Bygning med Handlingens
stadig stigende Interesse, i Situationernes Liv, i
kraftig virkende Sammenstillinger og Modsætninger. Det
samme gjælder, med en lignende Reservation for
Hovedpersonens Vedkommende, om B.s hyppigst opførte
Skuespil, «William Shakspeare», der, ejendommeligt
nok, udmunder i en Apotheose af ren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
