Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bording, Anders Christensen, 1619-77, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den gamle firfodede Jambe, der giver Verset et lettere
og friere Sving. Han forløfter sig ikke paa Opgaver,
der ligge over hans Kræfter, og hvor han holder sig
fri for Renæssancepoesiens højtidelige Stil og oftest
falske Pathos, faa hans i og for sig ubetydelige
Vers. en særegen Tiltrækning ved den Fordringsløshed
og Naturlighed, hvormed de ere behandlede, saa vel
som ved det jævne, ægte danske Lune, der krydrer dem,
og som end ikke lader sig uden Vidnesbyrd i «Danske
Mercurs» trættende Spalter. Endelig udmærkede B. sig
ved større Originalitet end Forgængerne, for saa vidt
disse udelukkende eller dog hovedsagelig havde virket
som Oversættere.
Dermed er imidlertid ogsaa sagt, hvad der kan siges
til B.s Ros. Nye Tanker og vide Syner maa vi lige
saa lidt søge hos ham som egentlig digterisk Flugt
og Inspiration. Hans «aandelige Viser» staa tilbage
for Arrebos, endsige for Kingos, og hans «verdslige
Viser» røbe stærk Paavirkning af Terkelsens «Astrææ
Sjungekor» og dettes tyske Mønstre, ogsaa i den
gjennemgaaende Hyrdetone. Den betydeligste af dem,
Phaëtonsvisen, er en ikke overalt lige vellykket
Efterdigtning efter Ovid. Betegnende for B. selv som
for Tidsforholdene i det hele er det, at han i Grunden
vandt sine Lavrbær i en aldeles underordnet Digtart,
Lejlighedspoesien. Digteren var den Gang saa temmelig
afskaaren fra Beskæftigelse med alle højere og ædlere
Ideer: Fædreland og Frihed vare farlige Ord at nævne
under den unge Enevælde, da Nationalfølelsen opslugtes
af Loyaliteten over for Kongen; Naturfølelsen er
heller ikke stærkt udpræget hos B., og Erotikken
maatte vogte sig for at «stride mod Ærbarhed» og krøb
derfor helst i den fremmede Hyrdedragt. Ved Siden af
Latindigtningen var det ene den religiøse Digtning,
der nød Opmuntring, helst naar den som hos Kingo
støttedes af en anset Stilling; men verdslig Poesi
paa Modersmaalet havde intet Publikum, og den, der
som B. vilde leve af sin Pen, var ilde stedt endnu
langt ned i Tiden, som vi se af Ambrosius Stubs og
Ewalds Exempel. Det gjaldt da at finde Patroner,
som vilde lønne Digteren, enten direkte med Penge
eller ved at skaffe ham Ophold og Livsstilling, og
denne Nødvendighed paatrykte let Poesien et Præg af
personlig Smiger, for ikke at sige Kryberi, hvilket
B. ikke var Mand for at hæve den ud over. Som adelige
Herrers afhængige Husfælle, som nødlidende Supplikant
og betalt Lejlighedsdigter, til sidst som en Slags
fast ansat Hofpoet har han aabenbart altid taget sig
Livet let og Digtningen ligesaa, som en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
