Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bluhme, Johannes Bartholomæus, 1681-1753, Hofpræst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Overbevisning, at det var Uret at anvende verdslig
Tvang i aandelige Sager, og at Separatisterne vel
maatte lade sig tale til Rette, naar Præsterne
kun anvendte Flid og Omhu nok herpaa. Men netop
denne Forudsætning bristede bestandig. Separatismen
optraadte i mere og mere uhyggelige Former, og det
viste sig nødvendigt enten at tilstaa en virkelig
Religionsfrihed, hvad ingen, heller ikke B., tænkte
paa, eller at lade Statsmagten træde til for at
opretholde Kirkens Enhed. B. gik derfor til sidst,
om end kun modstræbende, ind paa de ovenfor omtalte
Foranstaltninger, der ogsaa ganske rigtig kom til
at betegne Slutningen af den pietistiske eller,
som den maaske rettere burde kaldes, herrnhutiske
Bevægelse. B. er kommet til at staa for Eftertiden som
en Inkarnation af Bigotteri, næsten som Christian VI’s
onde Aand, der fik Skyld for hele det pietistiske
Præg, denne Konge yndede at paatrykke Folket, og
der er Vidnesbyrd nok om, at hans samtidige heller
ikke have set paa ham med venlige Øjne. I hvad der
her er meddelt om ham, vil der ikke findes nogen
Grund til at fælde en saadan Dom over ham. Men den
store Indflydelse, han udøvede, var i en mærkelig
Grad underjordisk; den føltes alle Vegne, uden at
han selv fremtraadte, hverken for at kræve Æren
eller for at bære Ansvaret for, hvad der skete. Han
var en Mand, der nok ønskede at have Indflydelse,
men som ikke brød sig om at have den Stilling, som
svarede dertil. Derfor blev han heller aldrig virkelig
Konfessionarius, men nøjedes i en Tid, da Rangsygen
ellers grasserede saa stærkt, med en Hofprædikants
Rang. Saa priseligt nu end dette kunde være, var det
ikke saa underligt, at det vakte Misfornøjelse, at
en Mand, der hverken ved sin Stilling var berettiget
dertil, eller som traadte frem for at bære Ansvaret,
havde den største Indflydelse paa Afgjørelsen af
alle kirkelige Sager. Naar Kongen i de bevægede Aar
1732-34 ofte sendte Kancelliet egenhændige Kladder
til de Reskripter, der skulde udfærdiges, mente man,
formodentlig med rette, at B. stod bag ved; det samme
var Tilfældet, da Pietismens uforsonlige Modstander,
Præsten ved Nicolai Kirke, H. Mossin, dømtes fra sit
Embede, og ved mange andre Lejligheder; men en saadan
Indflydelse maatte være saa meget betænkeligere, som
Christian VI var en mistænksom Mand, der gjærne ad
Omveje vilde skaffe sig Underretning om Personer og
Forhold. Dertil kom, at B. fremfor alt var Kongens
Raadgiver ved Embedsbesættelser, og her er det
utvivlsomt, baade at han er optraadt som en ensidig
Partimand, der foretrak Pietister
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
