Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bloch, Carl Heinrich, f. 1834, Maler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fordannelse. Han vandt Sølvmedaillerne, men indlod sig
ikke paa at konkurrere til Guldmedaillerne; derimod
begyndte han allerede 20 Aar gammel, 1854, at udstille
selvstændige Arbejder, iblandt dem et interessant
lille Maleri af Skuespilleren C. N. Rosenkilde i sit
Hjem. I disse Ungdomsaar slog han ind i det Spor,
som var anvist af de en halv Snes Aar ældre Malere,
der for Alvor havde begyndt at fremstille Bøndernes og
Fiskernes Liv. Han gjorde sig snart gjældende som en
født Maler, der havde rige Evner for Fremstillingen
af det naive menneskelige Samkvem: baade Humor og
alvorlig Følelse og et eget let Greb paa en stærkt
pointeret og indholdsrig sjælelig Fortælling. Af den
Slags Billeder kan fremhæves: «Fiskerfamilier, som
vente deres Mænds Hjemkomst ved et frembrydende Uvejr;
fra Jyllands Vestkyst», en alvorlig, betydelig og
meget talentfuld Komposition, og den lille morsomme
«Scene i en Fiskerstue; en Dreng, der slaar efter
en And» (kommenteret i et Digt af Chr. Richardt
under den gode Titel: «Fa’r skal sove»). Begge
disse Malerier vare udstillede 1858. Det næste Aar
bragte «Et Maaltid» (en gammel Kone, som mader et
Par Børn med Søbekaal), et lille Billede, i hvilket
det skjælmske Lune var endnu stærkere pointeret, men
næppe saa naivt. I kraftig koncentreret og spillende
malerisk Virkning, i Fedme og Dybde i Farven var
B. her allerede kommet noget ud over den samtidige
Malerkunst i Danmark.
Samme Aar, 1859, voterede Akademiet ham en
Rejseunderstøttelse, og han drog til Rom, hvor han
havde sit Hovedophold indtil 1865. Ogsaa her fulgte
han ved Skildringen af det italienske Folkeliv i
Begyndelsen et Spor, som var draget af ældre danske
Malere, især Ernst Meyer, med hvis joviale Humor og
stemningsfulde Lyrik B.s egen Begavelse havde et vist
Slægtskab. Han malede pudsige Billeder af Fiskerne ved
Neapel eller af romerske Borgerfolk og Gadedrenge,
afvexlende med blødere, mere sværmeriske Stemninger
(«To Munke», 1862). Saa meget ejendommeligt der end
allerede var i disse tidligere Arbejder, brød han
sig dog fra 1862 af en ny Bane, og det med en ganske
ualmindelig Energi og Fart. Hans Følelse synes at
have faaet et dybere Indhold, at være blevet indviet
i Livets Smerte og Trang til Frihed; den trængte til
Æmner, som kunde faa dens Strænge til at klinge med
fuld Kraft. Den gamle italienske Malerkunst havde
udøvet sin Virkning over ham; den tillod ham heller
ikke længer at lade sig nøje med de smaa Figurer,
han vilde vinde Herredømme over de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
