Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bernstorff, Johan Hartvig Ernst Greve, 1712-72, Statsmand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
saa fuldt som nogen ansvarlig Udenrigsminister i
en konstitutionel Stat kan være det.
Lige siden den store nordiske Krig var der blevet
arbejdet paa at sikre, hvad der var vundet ved
denne Krig, nemlig den gottorpske Del af Slesvig,
og Spørgsmaalet om, hvorledes en endelig Udjævning
af Striden med Huset Gottorp kunde bringes til Veje,
havde været alvorlig oppe. Mageskiftetraktaten med
den svenske Tronfølger Adolf Frederik 1750 var det
sidste Skridt paa denne Bane. Derimod var et Forsøg,
der samtidig var gjort paa at komme til en lignende
Afgjørelse med Chefen for den ældre gottorpske Linje,
den russiske Tronfølger Hertug Carl Peter Ulrik,
ganske slaaet fejl. Opgaven maatte blive for B. at
vinde et heldigere Resultat over for denne Linje,
og han viede med Trofasthed og Talent sit Liv
dertil. I nøje Forbindelse med den gottorpske Sag
stod Spørgsmaalet om Magtens Fordeling i Norden. Siden
Rusland efter den store nordiske Krigs Slutning ikke
alene var blevet den overlegne Stat ved Østersøen,
men ogsaa den Magt, til hvis Hjælp Gottorperne
ivrigst bejlede, havde Tanken om det nødvendige i
et godt Forhold imellem de skandinaviske Stater for
det meste haft Raaderum hos Regeringen i Kjøbenhavn,
især fra Christian VI’s Tid. Atter her optog B. den
foregaaende Tids Politik. Uheldigvis havde denne sunde
og forstandige Stræben store Hindringer at besejre,
dels ved de Levninger af det gamle Nationalhad,
der havde holdt sig paa begge Sider af Sundet,
dels derved, at ogsaa her Gottorpernes Had til
Danmark greb forstyrrende ind. Da Adolf Frederik
besteg Tronen i Sverige, vare hans Stemninger
i saa Henseende kun alt for godt kjendte, og de
næredes end mere af hans herskelystne, intrigante
Dronning, Louise Ulrikke. Kun nødtvungne havde de
samtykket i Mageskiftet af 1750, og med ikke mindre
Vrangvilje vare de gaaede ind paa at lade deres
ældste Søn Gustav, den senere Gustav III, der den
Gang kun var 5 Aar gammel, blive trolovet med den
jævnaldrende danske Prinsesse Sophie Magdalene,
Frederik V’s Datter. Det gjaldt fra gammel Tid som
en Kjendsgjerning, at en enevældig Kongemagt var
ulige farligere for Nabostaterne end en Kongemagt,
der var bunden af Landets Stænder. Fra det Stade havde
svenske Adelsmænd i det 17. Aarhundrede set skjævt til
Enevældens Indførelse i Danmark, og det var den samme
Opfattelsesmaade, der bragte de dansk-norske Konger
i det 18. Aarhundrede efter den svenske Kongemagts
Svækkelse ved Carl XIFs Fald til i høj Grad at ønske,
at den ikke atter vandt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
