Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Beck, Johan Vilhelm, f. 1829, Præst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Beck, Johan Vilhelm, 1829-1901, Præst. Vilh. B. er
født 30. Dec. 1829 og døbt 1. Juni 1830 i Ørslev ved
Slagelse, hvor hans Fader, Johan Philip Hunæus B., var
Sognepræst. Hans Moder hed Angelique Sophie Margrethe
f. Rømer. Hans Fader, som nærmest tilhørte den gamle,
rationalistiske Retning, var en hæderlig og alvorlig
Mand, der opdrog sine Børn strængt, men ikke førte
dem frem til positiv Kristendom. Heller ikke i Skolen
modtog Sønnen nogen Paavirkning i denne Retning. Da
han blev Student (1849, fra Slagelse Skole) var han
derfor, som han selv har udtrykt sig, «en vantro
Spotter over for al levende Kristendom». Han studerede
Theologi, fordi hans Fader ønskede det, og fordi
han ikke havde Lyst til noget andet Studium. Det var
gjennem Læsning i den hellige Skrift, at han førtes
ind i en dybere Forstaaelse; den «greb» ham, saa
«han maatte give den Ret». Martensens Forelæsninger
over Dogmatik og Ethik lærte ham at tænke over
sin Kristendom; Clausens «aandelige Ordenssans»
udviklede hans Tænkning i logisk Retning, hvorimod
hans Skriftfortolkning frastødte ham. Jan. 1855 blev
han Kandidat nogle Uger efter, at S. Kierkegaards
første Artikel om Mynster og Martensen havde staaet
i «Fædrelandet».
Kort efter sin Examen blev B. Lærer
ved Borgerskolen i Kalundborg; under hans «ensomme
Liv» her skete – efter hans eget Vidnesbyrd – hans
«egentlige Vækkelse» gjennem stærk Paavirkning af
Kierkegaards «Øjeblikke»; han følte sig i høj Grad
«tiltalt» af de stærke Udtalelser mod Præsterne
og havde selv fattet den Beslutning ikke at ville
være Præst. Hans Fader, som fra 1840 havde været
Præst i Ubby ved Kalundborg, blev imidlertid i Julen
1855 ramt af et apoplektisk Anfald, og «under stor
Sjælenød» gik B. da ind paa at blive hans Kapellan
(1856-65). Om sine første Præsteaar har han selv
meddelt følgende: «I 3 Aar svingede jeg Lovens
Svøbe over de døde Mennesker til stor Vækkelse. En
Begivenhed i 1859, som tilhører Privatlivet, og ved
hvilken jeg opdagede, at min Vilje var lamslaaet,
og at jeg selv intet formaaede, men maatte have alt
af Naade, bevirkede min Omvendelse, saa at jeg greb
Naadens Evangelium som Grundlag for mit Liv og min
Virken.» Noget senere kom han i Berøring med den
grundtvigske Retning og følte sig tiltrukken af
dens Friskhed og Livlighed, hvorimod dens Læres
Opfattelse af Skriften og af Loven frastødte ham;
gjennemgaaende maa han under sin lange og omfattende
Virksomhed betegnes som Grundtvigianismens udprægede
Modsætning. Det blev en hel anden, i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
