Dansk biografisk Lexikon / XIX. Bind. Vind - Oetken. Rettelser og Tilføjelser. C. F. Brickas Biografi / Zeise, William Christopher, 1789 - 1847, Kemiker (1887-1905) Author: Carl Frederik Bricka Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Zeise, William Christopher,

1789-1847, Kemiker. Z. er født 15. Okt. 1789 i Slagelse og Søn af Apotheker Frederik Z. (f. 1754 d. 1836), der var en Ungdomsven af H. C. Ørsteds Fader, og Hanne Ellene f. Hammond (f. 1755 d. 1831), Søster til Eiler H. (VI, 551). I sit n. Aar sattes Z. i det «Læreinstitut», Riegels havde oprettet i Sorø, men da denne allerede døde 1802, gik Z. i Slagelse Latinskole (samtidig med den jævnaldrende Ingemann), indtil han 1805 blev Lærling paa Hofapotheket i Kjøbenhavn. Dettes daværende Ejer, Gottfried Becker, var en dygtig Kemiker, der var ansaat som extraordinær Professor i Kemi ved Universitetet, men Z. følte sig ikke tilfreds der, klagede efter at have været der nogle Maaneder over sin Sundhed og kom efter sit Ønske hjem. Nu begyndte hans Interesse for Naturkyndighed at udvikle sig. Han læste ikke blot Tychsens Apothekerkunst, men Grens Kemi, Hauchs Begyndelsesgrunde i Naturlæren, Ørsteds Afhandlinger i Skand. Litteraturselskabs Skrifter (især Afhandlingen om Selvantændelse, der ogsaa er et, navnlig for den Tid, højst mærkeligt Arbejde, gjorde stærkt Indtryk paa ham). Samtidig experimenterede han med en hjemmelavet Voltasøjle, og det er vist sikkert nok, hvad han selv siger i nogle avtobiografiske Notitser, at han gik rask frem i Kundskaber. Thi 17 Aar gammel kunde han omordne Faderens Apothek efter den nye Farmakopé af 1805, der havde indført den antiflogistiske Nomenklatur. Omtrent samtidig (Sommeren 1806) omtaler han «en mig højst mærkværdig Opvaagning for noget højere, for videnskabelig Aandsvirksomhed i Almindelighed, men for Naturvidenskab, fornemmelig Kemi, det dybe og forborgne deri, i Særdeleshedshed». Hvor stærkt et Indtryk denne Oplevelse har gjort paa ham, kan sluttes af, at han nu ønskede at komme til Kjøbenhavn, ikke for igjen at komme paa et Apothek, men for virksommere og friere at lægge sig efter Kemien.

I Efteraaret 1806 kom han i Huset hos Ørsted, hvem han strax assisterede ved hans Forelæsninger og Forberedelserne dertil. Opholdet hos denne varede flere Aar og var sikkert af den største Betydning for hans Udvikling. Ørsted fortæller selv, hvorledes han

286

paavirkede ham gjennem Samtaler, opmuntrede ham, da han selv ytrede Ønske om at tage Artium, men indgav ham ikke selv denne Tanke, hvilket mulig vilde have svækket hans Lyst. Thi Z. hadede al Tvang. «Min Utilbøjelighed til at skolemesterere», siger Ørsted, «og hans til at lade sig skolemesterere stemmede godt med hinanden». Z. blev Student 1809 i det berømte «Professoraar» sammen med BredsdorfF, David, H. N. Clausen, Flor, Heiberg, Kolderup-Rosenvinge, Lemming, Lunding og Thrige. Den akademiske Omgang med flere af disse samt med H. Estrup har sikkert bidraget i høj Grad til hans Udvikling. Vel laa det ikke i hans Natur, let at modtage Indtryk fra Omgivelserne; «han var hverken selv meget meddelsom eller let til at hengive sig til andres Meddelelse, men hvor han mødte en Tanke, som tiltalte ham, indprægedes den dybt i hans fastholdende Sind».

Z. havde i Begyndelsen tænkt at studere Medicin, men efter de Forelæsninger, han hørte, er det tydeligt, at hans Studium havde en bredere videnskabelig Basis, og Kemien var og blev hans Yndlingsfag. Han experimenterede stadig i Ørsteds Laboratorium, men da der den Gang ingen Udsigt var til en Lærervirksomhed ved Universitetet, tog han 1815 farmacevtisk Examen, senere Magisterkonferensen og forsvarede 21. Okt. 1817 en Doktorafhandling om Alkaliernes Virkning paa organiske Stoffer. Den experimentale Del af dette Arbejde udførte han i et lille Laboratorium, han 1816 havde indrettet sig paa Apotheket i Slagelse.

Da Universitetet ikke havde nogen særskilt Lærestol i Kemi og intet Øvelseslaboratorium i dette Fag, stod Z.s Hu til en Studierejse til Udlandet, hvor der netop i de første Aaringer af det 19. Aarh. var sket en Række banebrydende Opdagelser, som gjøre dette Tidsrum til et af de mærkeligste i Kemiens Historie. I 1818 lykkedes det ham ogsaa at skaffe Rejsepenge, dels fra Fonden ad usus publicos, dels ved Hjælp fra sine Slægtninge, og 12. April begyndte han en Udenlandsrejse sammen med Ingemann, der 1814-16 havde været hans Kontubernal paa Valkendorfs Kollegium. Dog skiltes de. snart, i det Z. blev i Gøttingen, hvor han i 4 Maaneder arbejdede i Stromeyers Laboratorium, et af de faa Øvelseslaboratorier, Tyskland den Gang havde. Særlig uddannede han sig i analytisk Kemi, hvori han senere skulde blive en saa stor Mester. Henved et Aar opholdt han sig i Paris. En Dagbog, han førte paa denne Rejse, viser, hvor flittig han var, og skildrer levende de Indtryk, han fik af de berømte franske

287

Videnskabsmænd, han kom i Berøring med eller hørte Forelæsninger hos. Ogsaa Berzelius, som kom til Paris i Avg. 1818, fik Z. der Lejlighed til at stifte personligt Bekjendtskab rned; denne modtog den unge danske Kemiker med stor Velvilje, udtalte sig meget opmuntrende om hans Doktordisputats og vedblev bestandig at have Agtelse og Venskab for ham.

Da Z. kom hjem i Efteraaret 1819, vare Udsigterne ikke lyse til en Ansættelse ved Universitetet, skjønt han var den eneste virkelige og videnskabeligt uddannede Kemiker her hjemme. Imidlertid fik han dog i Slutningen af Aaret af Fonden ad usus publicos tilstaaet en større Gratifikation en Gang for alle, for, som det hedder i Schimmelmanns og Møstings Indstilling, at bevare denne udmærket duelige Mand for sin Videnskab. Og da Universitetet s. A. havde lejet en Lejlighed paa Nørregade (nuvær. Nr. 21) til fysisk Samling og Fysikundervisning, fik Ørsted Køkkenet deri indrettet til et tarveligt lille Laboratorium, som Z. sattes til at forestaa mod et aarligt Honorar af Finanskassen, som i den Tid ofte støttede det trængende Universitet. I dette, det saakaldte «kongelige Øvelseslaboratorium», havde han det første Aar 10 Elever, som han holdt Forelæsninger for, dels i selve Laboratoriet, dels i den fysiske Samling. Her virkede Z. til 1824, da Ørsted opterede den Professorgaard i Studiestræde, som siden blev den polytekniske Læreanstalts første Lokale, og hvor nu en Staldbygning i Gaarden omdannedes til et kemisk Laboratorium. Dette indrettede Z. selv, og da den polytekniske Læreanstalt i 1829 oprettedes, hvorved Z. var medvirkende, fik han det noget udvidet, i det han ikke vilde forlade det Arbejdslokale, han havde faaet kjært, skjønt han som Medlem af Læreanstaltens Bestyrelse kunde vælge mellem dette og det nye Laboratorium i Bygningen i St. Pederstræde, der nu blev Forchhammers. I Juni 1822 var han bleven udnævnt til extraordinær Professor i Kemi, som nu endelig fik et eget Professorat, der var besat med en virkelig Kemiker. I det lille Laboratorium paa Nørregade opdagede han Xanthogensyren. Afhandlingen herom belønnede Videnskabernes Selskab med sin Sølvmedaille, og Aaret efter optog det ham paa Forslag af Ørsted til Medlem af Selskabet.

Den Række videnskabelige Arbejder, Z. i Aarenes Løb udførte i disse tarvelige Laboratorier, findes næsten alle i Videnskabernes Selskabs Skrifter og Oversigter. De udmærke sig alle ved stor Originalitet og ved den samvittighedsfuldeste Nøjagtighed, og de

288

have for en stor Del faaet væsentlig Betydning for Videnskabens Udvikling lige til den nyeste Tid. Hans Opdagelse af Mercaptan og Svovlæthyl fra 1833 blev strax en vægtig Støtte for den Radikaltheori, som Berzelius og Liebig udviklede, og har senere paa mange Maader fremkaldt vigtige kemiske Undersøgelser. Ogsaa det bekjendte Sovemiddel Sulfonal fremstilles ved Hjælp af Mercaptan. Mercaptanets højst modbydelige og intensive Lugt, der gjør, at Sulfonalfabrikkerne maa lægges i afsides Bjærgegne, afskrækkede ikke Z. fra, aarevis at arbejde dermed i sine indskrænkede Lokaler. Xanthogensyren, hvis Undersøgelse han oftere gjenoptog, er bleven Udgangspunkt for vigtige Arbejder fra den nyeste Tid, ja for den sidste danske Doktordisputats fra 1904. I teknisk Retning har xanthogensure Salte faaet Betydning ved den kunstige Fremstilling af Indigo, og Viskosen, der tjener til Fremstilling af vandtætte Tøjer og kunstig Silke, er en xanthogenagtig Forbindelse. Z.s Forsøg over Virkningen mellem Klorplatin og Vinaand førte til en Række Forbindelser, der vare uden nogen som helst Analogi paa den Tid, de fremkom (1830). De bleve derfor modtagne med Mistillid af Liebig, hvis Angreb Z. dog med nye Analyser tilbageviste som ganske uberettigede. Z.s Resultater bleve da ogsaa uden Forbehold godkjendte 1861 af de udmærkede tyske Kemikere Griess og Martius, men deres fulde Betydning blev dog først klar, da Prof. Alfonso Cossa i Turin 1891 opdagede en ny Række Platinammoniaksalte og S. M. Jørgensen 1900 paaviste den mærkeligste Analogi mellem disse og Z.s Forbindelser. Z. er den første, der gav den kvalitative Analyse af organiske Stoffer en systematisk Bearbejdelse, og det var paa Grundlag af Z.s Kollegier, at hans Elev C. T. Barfoed skrev sin enestaaende Bog om dette Æmne og med Pietet viede den til Mindet om Z.

Som Lærer var Z. Stræng i sine Fordringer til Elevernes Nøjagtighed, Samvittighedsfuldhed, Orden og Flid, de samme Egenskaber, som i saa høj Grad prægede ham selv. Hans Forelæsninger have sikkert været tørre, men meget grundige. Han var en ypperlig Experimentator, og hans Forelæsningsforsøg mislykkedes aldrig. Baade i hans Lærebøger og i hans Afhandlinger mærker man, hvor lidt udviklet Sproget den Gang var til at udtrykke kemiske Begreber og Operationer, og det kan ikke nægtes, at hans Omhu for at faa alle Iagttagelser med gjør hans Afhandlinger tunge og langtfra morsomme. Men det maa erindres, hvor lidt udviklet hans Specialfag, den organiske Kemi, den Gang var, saa

289

at det ikke var let at skjelne mellem vigtigt og uvigtigt, og at de Love, som nu omfatte hele Rækker og Grupper af Forbindelser, den Gang næppe kunde anes af de faa og spredte, tilfældig opdagede Forbindelser, man kjendte. Og det maa tilføjes, at ualmindelig klare Glimt, der synes at høre en langt senere Tid til, ingenlunde ere sjældne i hans Bøger og i de enkelte Exemplarer af hans Kollegier, som endnu existere, ligesom at, hvor han ikke behandler kemiske Æmner, f. Ex. i Rejsedagbogen og i flere mindre Artikler, hans Stil er klar, hans Udtryk træffende og hans Sprog godt.

Z.s Helbred var skrøbeligt. Han led i høj Grad af Hypokondri, en Arv fra hans Moder og især fra hans Morfader. Fra 1835 begyndte en Række Sygdomsaar, hvori hans Forretninger til Dels maatte udføres af andre, og han døde allerede 12. Nov. 1847.

Han ægtede 24. Febr. 1842 Maren Martine Bjerring f. Brock (f. 1806 d. 1857), en Datter af Christian B. ved Stempelkontoret og Ulrikke Marie f. Nielsen.

Selmer, Nekrol. Saml. I, 23. H. C. Ørsted, Vid. Selsk. Overs. 1848, S. 19. Pr. J. Meyer, Johannes Wiedewelt (Kbhvn. 1877) S. 257. Vid. Selsk. Overs. 1903, S. 47.
S. M.Jørgensen.