- Project Runeberg -  Dansk biografisk Lexikon / XIX. Bind. Vind - Oetken. Rettelser og Tilføjelser. C. F. Brickas Biografi /
Zachariae, George Hugh Robert, f. 1850, Søofficer

(1887-1905) Author: Carl Frederik Bricka
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   
267

Zachariae, George Hugh Robert,

f. 1850, Søofficer, Søn af Karantænelæge James Z. (f. 29. Juni 1818 d. 25. Juni 1888) og Margaret Fanny f. Lang (f. 20. Sept. 1824 paa St. Croix). Z. er født 16. Sept. 1850; han blev Kadet 1864, deltog 1869-70 i Fregatten «Sjællands» Togt til Ægypten ved Suezkanalens Aabning, blev Sekondlieutenant 1870, Premierlieutenant 1872, Kapitajn 1885, Kommandør 1897 og Kontreadmiral 1901. 1870 var han udkommanderet med Panserfregatten «Peder Skram», 1871-72 med Fregatten «Jylland» til Vestindien. 1872-75 studerede han Artilleri i Officersskolens ældste Klasse og ansattes derefter ved Søartilleriet og som Lærer i Mathematik paa Underofficersskolen. I 1874 var han paa Togt til Island med Fregatten «Jylland», der førte Kong Christian IX til Tusendaarsfesten, og 1876 og 1877 var han beskæftiget ved de militære Søopmaalinger, hvor han fik Brug for sine ikke almindelige Evner som Tegner og Maler. 1878 foretog han en Udenlandsrejse for at studere Søartilleri. Ved Søartilleriet forblev han til Tjeneste indtil 1884, i det han dog i dette Tidsrum jævnlig udkommanderedes paa Togter. 1882 ansattes han som Lærer i Artilleri paa Søofficersskolen, 1883 var han Chef for Kanonbaaden «Lillebælt», 1884 næstkommanderende paa Skonnerten «Fylla» til Grønland. 1885 overtog han Stillingen som Lærer i Søartilleri i Officersskolens ældste Klasse, blev 1886 Chef for Marineministeriets Sekretariat og Kommandokontor og 1888 Medlem af Artillerikomiteen. Efter et Togt med Panserskibet «Ivar Huitfeldt» var han 1890 og 1891 Chef for Kanonbaaden «Falster» og blev derefter udnævnt til fungerende Departementsdirektør i Marineministeriet, 1893 gjorde han Tjeneste som næstkommanderende i Panserskibet
268
«Ivar Huitfeldt», 1894 førte han Krydseren «Hekla» i Eskadre, Aaret efter havde han samme Kommando i Eskadre ved Nord-Østersøkanalens Aabning, og 1897 var han Chef for Panserbatteriet «Skjold». Efter sin Udnævnelse til Kommandør blev han virkelig Departementsdirektør i Ministeriet. Som saadan har han indlagt sig Fortjeneste ved sit ihærdige Arbejde for at organisere et tidsmæssigt Krigsberedskab samt ved en omfattende Revision af de til Flaaden hørende Reglementer. Efter Udnævnelsen til Kontreadmiral overtog han det vigtige Embede som Chef for Orlogsværftet, hvor hans gode organisatoriske Evner have faaet et rigt Virkefelt. — Z. blev 4. Nov. 1877 gift med Sophie Agnete Albeck (f. 25. Avg. 1852), Datter af Kontreadmiral Jakob Sophus Christian A. (f. 2. April 1822) og Jensine Augusta Dorothea f. Hyllested (f. 27. Marts 1823 d. 11. Juni 1894).

C. With-Seidelin.


The above contents can be inspected in scanned images: 267, 268

Project Runeberg, Tue Dec 11 21:53:16 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dbl/19/zachaghr.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free