Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oehlenschlager, Adam Gottlob, 1779-1850, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sin Poesi med sine private Forhold og mente saaledes at
levendegjøre det historiske Stof i Overensstemmelse med sin Regel, at
Poesi skal hverken være Fortid eller Nutid, men noget af begge
Dele. Skjønt Kritikken allerede i Anledning af «Karl den store»
fremhævede, at «O. nu bestandig lader sine ædle Personer
interessere sig for Dyd og Sandhed under Former, der ere deres Digter
mere egne end dem selv og deres Tidsalder, og i sine slette
Personer forener de Fejl og Laster, der i Livet ere ham ubehageligste
(C. A. Thortsen), blev O. dog ved med at tillempe de Billeder af
verdenshistoriske Kampe, han behandlede i sin Poesi, efter det
Indtryk, han selv havde af den historiske Modsætning, der laa ham
og hans Publikum nærmest: mellem Heiberg og Oehlenschläger.
I «Karl den store», «Tordenskjold» og «Sokrates» er det den
samme varme Humanitet og store sunde Sans, der overalt
forherliges i Heltens Skikkelse, og de samme – ikke som i den
Baggesenske Tid lidenskabelige, men koldhjærtede og spidsfindige
- «Fjender» af Digteren mere end af Helten, der volde hans
Undergang. Hvorledes ikke alene Digterens historiske Situation,
men hans personlige Forhold spille ind i hans Digtning, viser især
«Sokrates», hvor ikke blot Sokratesskikkelsen, i hvem Digteren fra
først af ikke har søgt sit eget, er bleven tilpasset efter O. s Begreb
om sund Fornuft og «sublim Trivialitet», men hvor man i Xanthippe
gjenkjender Billedet af hans Hustru og i den i Sokrates’
Datter forelskede Aristofanes – et historisk Arrangement, som
Filologen F. C. Olsen strax paatalte, og J. L. Heiberg senere
vittig spottede – en Begivenhed, som i nogen Tid havde sat det
Oehlenschlägerske Hus i Oprør (Skuespiller Phisters Forhold til
Datteren Charlotte).
Foruden den bestandige Kamp for en fri og sund Menneskeligheds
Ret imod al Slags Snæverhed og Smaalighed, som (det
maa ikke glemmes) ogsaa i disse Aar er Kjærnen i den Humanitet,
som O.s Poesi forkynder, og som giver ham vel ikke noget dybt,
men et overmaade sundt Blik i moralske og litterære Spørgsmaal
(se især Maanedsskriftet «Prometheus» 1832-34), var der dog i alt
Fald en af Tidens mere almindelige Rørelser, som kom til Udtryk
i hans Poesi. Medens O. i sit Hjemland var Gjenstand for Kritik
og Ligegyldighed, var han ble ven hyldet i Sverige og Norge. Ved
en Universitetsfest i Lund 1829 havde Tegnér paa den ædleste
Maade hilset ham som Nordens Digter, i hvis Værker Samfølelsen
mellem de tre Folk først var kommet til klart Udtryk, og fire Aar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
