Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Zinck, Josephine Amalie, f. 1833, Koncert- og Operasangerinde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Pathos var hendes rette Element, dog hørte ogsaa en stilfærdig
Sang som «Agnete og Havfruerne» med til hendes bedste.
Faa Theatret debuterede hun først 13. Okt. 1858 som Benjamin
i «Josef og hans Brødre». Egnede denne barnlige Rolle sig
mindre for hende, slog hun til Gjengjæld afgjort igjennem som
Moer Ingeborg i «Liden Kirsten», en Rolle, der hidtil havde været
endnu mere upaaagtet end selve Operaen, som nu begyndte sin
Sejrsgang. Endnu i samme Sæson udførte hun Orsini i «Lucrezia
Borgia» med stor Bravour. I begge de sidstnævnte saa forskjellige
Roller var Spillet tilfredsstillende, men det blev aldrig hendes
stærke Side. 1. Sept. 1861 udnævntes hun til kongl. Skuespillerinde.
Theatret gav hende nu og da Lejlighed til at udfolde en Side af
hendes Talent, som hun ikke direkte kunde lægge for Dagen i
Musikforeningen: Virtuositeten. Da hun i Udlandet en kort Tid
tog Undervisning hos Garcia, ytrede han, at han ikke kunde begribe,
hvad en saa uddannet Sangerinde vilde lære hos ham. Hun
udførte Sextus’ brillante, men yderst vanskelige Parti i «Titus» og
havde sin Opmærksomhed henvendt paa det italienske Repertoire,
saa at hun endog ved Koncerter sang Malcolms store Alt-Arie af
«Pigen ved Søen». Foruden Orsini udførte hun Romeo i «Familierne
Montechi og Capuleti», Azucena i «Troubaduren» og i
«Barberen i Sevilla» Marcellina, hvis lille Arie blev et
Mesterstykke af Sangkunst. Men hun foretrak med Gluck Muserne for
Sirenerne, og Klytemnestra i «Ifigenia i Aulis» blev paa Scenen
hendes ypperste Præstation. Blandt andre Roller kunne nævnes
Dronningen i «Hans Heiling», som dog vel nok laa hende lidt
for højt, og Værtshusholdersken Effie i E. Sibonis store Opera
«Carl den andens Flugt».
Stemmens store Fylde, Vægten af de dybe Toner, som ikke
kontrasterede med de øvrige, kunde i Mandsroller virke illuderende,
i Moer Ingeborgs give Figuren al mulig Troværdighed, men den
egnede sig ved Siden deraf til at anslaa mange forskjellige Strænge,
Hendes sceniske Repertoire blev imidlertid i Henseende til
Hovedroller, af hvilke Alten i øvrigt ikke har saa særdeles mange, ikke
meget betydeligt, og ikke uden Grund klagedes der over, at hun
ikke benyttedes tilstrækkelig. Hendes sidste store Rolle blev
Ortrud i «Lohengrin». I Musikforeningen optraadte hun sidste
Gang 6. Maj 1871 med to Sange af Schubert. Paa Theatret sang
hun i Okt. s. A. to Gange i et musikalsk Divertissement (Duet af
Rossinis «Semiramis» med Ferslev) og for sidste Gang 28. s. M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
